Mange bække små gør en stor å. Således også med bankernes gebyrer for overførsler til udlandet, der enkeltvis ikke koster det store, men samlet set kan være en bekostelig affære for mindre danske virksomheder ifølge Dansk Industri.

Foto: Getty Images
19.12.18 DIB Nyheder

Gebyrgribbene tæmmes: EU gør det billigere at overføre penge til udlandet

EU sætter nu ind over for bankernes gebyrer ved overførsler til andre EU-lande. Det er en stor sejr for danske virksomheder, der batter direkte på bundlinjen, mener DI.

Den 15. december 2019 er det slut med, at bankerne opkræver ekstraordinært høje gebyrer for at håndtere betalinger i euro, der krydser landegrænserne i EU.

Det er et resultat af, at Ministerrådet og EU-Parlamentet er blevet enige om, at det skal koste præcis det samme at overføre penge fra København til Porto, som fra Allerød til Birkerød. 

I Dansk Industri (DI) er der stor tilfredshed med, at EU nu sætter ind over for de forhadte bankgebyrer, der koster virksomhederne mange penge hvert år. I dag tager de danske banker en væsentlig højere pris for overførsler af euro til andre EU-lande, end hvad der er tilfældet i vores nabolande.

- Det er virkelig gode nyheder. DI har arbejdet meget længe for, at gebyrerne på overførsler mellem EU-lande blev sænket. Nu bliver det en realitet. Det vil komme mange tusinde små og mellemstore danske virksomheder til gavn, siger Dorte Gram Nybroe, der er chef for SMV og Iværksætteri i DI.

Danske virksomheder har betalt alt for mange penge for at overføre penge til udlandet. Det har slet ikke været rimeligt. Bendt Bendtsen, medlem af Europarlamentet for de Konservative.

Sænk gebyrerne med det samme

Typisk beløber bankernes gebyrer for overførsler sig til mellem 15 og 30 kroner. Det lyder umiddelbart ikke af meget. Men for en virksomhed med flere tusinde årlige overførsler, kan de samlede omkostninger bliver meget store.

- Det løber virkelig op for en lille virksomhed med mange kunder i udlandet. Det er penge, der i stedet kunne bruges til at udvikle virksomheden og skabe danske arbejdspladser, siger Dorte Gram Nybroe, chef for SMV og Iværksætteri i DI. 

Dorte Gram Nybroe så gerne, at den danske regering gik endnu videre, end der er lagt op til i EU's aftale. Det kunne regeringen gøre ved at pålægge bankerne også at sænke gebyrerne ved grænseoverskridende overførsler i danske kroner.

- Aftalen omfatter kun overførsler i euro og endnu ikke i danske kroner. I praksis betyder det, at betalinger til udlandet i danske kroner stadig vil kunne pålægges et højt gebyr. De enkelte lande kan dog allerede i dag vælge at lade reglerne omfatte deres egne valutaer. Det har svenskerne eksempelvis gjort, siger Dorte Gram Nybroe. 

Slut med urimelige gebyrer

Et af de danske medlemmer af Europaparlamentet, der har kæmpet hårdt for at få sænket gebyrerne er Bendt Bendtsen fra de Konservative. Han er rigtig glad for, at kampen har båret frugt.

- Danske virksomheder har betalt alt for mange penge for at overføre penge til udlandet. Det har slet ikke været rimeligt. Derfor er det rigtig godt, at der sættes en stopper for gebyrerne, siger han.

Bendt Bendtsen mener i lighed med DI, at det især vil komme de små og mellemstore virksomheder til gavn, der ikke i samme grad som de store virksomheder kan forhandle sig til billigere aftaler med bankerne.

Han glæder sig desuden over, at han selv har haft mulighed for at presse på for at få gebyrerne ned.

- Det viser værdien af at have en dansk repræsentant i EPP-gruppen i Europaparlamentet. Det er vigtigt, at vi fra dansk side kan presse på for de sager, der har stor betydning for de danske virksomheder, siger Bendt Bendtsen.  

Læs også: EU’s 70 handelsaftaler skaber millioner af job

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Lars Holm Nielsen

Lars Holm Nielsen

Chef for regelforenkling, iværksætteri og SMV-politik

  • Direkte +45 3377 3562
  • Mobil +45 2013 7756
  • E-mail lhni@di.dk

Relateret indhold