Prins Henrik har, siden han blev gift med Hendes Majestæt Dronning Margrethe i 1967, deltaget i 52 statsbesøg i store dele af verden. Her er han i Indonesien i 2015 i selskab med direktør Thomas Bustrup, DI (til venstre) og Energi- energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

DI Business Nyheder

Æret være Prins Henriks minde

Med bortgangen af HKH Prins Henrik har danske virksomheder mistet en fremragende ambassadør. Dansk Industri mindes hans indsats i anledning af hans bisættelse.

I dag, tirsdag 20. februar, bisættes HKH Prins Henrik ved en privat mindeceremoni. Dermed er der endegyldigt sat punktum for Prins Henriks mangeårige virke for Danmark.

- I Dansk Industri går vores tanker i disse dage til den royale familie, og vi vil gerne udtrykke vores dybe taknemmelighed for den indsats, som Prinsen har gjort for Danmark og dansk erhvervsliv gennem årene, siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI.

Han fortsætter:

- Prinsen har været af stor betydning for erhvervslivet og udgjort et væsentligt bidrag til at synliggøre danske produkter og serviceydelser rundt omkring i verden. Med sin interkulturelle indsigt og sit varme og åbne sind har Prinsen spillet en unik rolle som repræsentant for Danmark og åbnet mange døre for dansk erhvervsliv.

Læs også: Udtalelse fra adm. direktør Karsten Dybvad, Dansk Industri, i forbindelse med Hans Kongelige Højhed Prins Henriks død

Mange erhvervsfolk er personligt blevet hædret af Prinsen for deres eksportarbejde, og det har de sat stor pris på, ligesom vi i Dansk Industri har sat pris på hans indsats Karsten Dybvad, Adm. direktør

52 statsbesøg

Prins Henrik har siden 1973 deltaget i 52 statsbesøg i store dele af verden, og særligt denne indsats skylder Dansk Industri stor tak for.

Direktør Thomas Bustrup har som direktør for internationale anliggende i Dansk Industri haft fornøjelsen af Prins Henriks selskab på statsbesøg siden 2006, og han husker især prinsen for hans indsats for at fremhæve Danmark i udlandet.

- Prins Henrik var meget internationalt orienteret, men han var mere dansk, når han var ude, end når han var hjemme. For eksempel kan jeg huske, at han engang skulle repræsentere danske fødevarer i Tyskland. Her var nogle af virksomhedsdeltagerne på forhånd lidt nervøse ved, om hans franske gastronomiske baggrund ville forstyrre den danske fortælling. Men den nervøsitet gjorde han helt aldeles til skamme, fortæller Thomas Bustrup.

Han husker desuden især statsbesøget til Vietnam i 2009, hvor Prins Henrik udviste særlig stor entusiasme, der skyldtes hans opvækst i landet.

- På den tur var det mere end tydeligt, at Prins Henrik gerne ville vise landet frem dels til sin familie, dels til den medrejsende erhvervsdelegation. Men overalt hvor Prinsen deltog, udviste han stor interesse for landets historie og forhold og var også kendt for at vise interesse for de virksomheder, der var med på besøgene, siger Thomas Bustrup.

Stor indsats også i Danmark

Prins Henrik har også taget aktivt del i en lang række statsbesøg til Danmark, og desuden deltaget i en lang række mere eller mindre formelle begivenheder til gavn for Danmark. Blandt andet da regentparret deltog ved åbningen af det ombyggede Industriens Hus i 2013.

- Talrige danske virksomheder har oplevet, hvordan Prinsen har engageret sig i at styrke den danske eksport. Mange erhvervsfolk er personligt blevet hædret af Prinsen for deres eksportarbejde, og det har de sat stor pris på, ligesom vi i Dansk Industri har sat pris på hans indsats, siger Karsten Dybvad.

Æret være Prins Henriks minde!  

Per Geckler Møller

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk
Relateret