Mobile danskere: Nu rejser vi 42,5 kilometer til og fra arbejde
I gennemsnit transporterer danskerne sig samlet 42,5 kilometer til og fra arbejde, viser ny analyse. Det er 9 procent længere end for 10 år siden og vidner om, at danskernes er blevet mere villige til at tage et arbejde længere fra deres hjem – til gavn for virksomhederne og dem selv.
Danskerne er blevet mere villige til at bruge tid og kræfter på at komme på arbejde i løbet af de seneste 10 år. Hvor danske lønmodtagere i snit pendlede knap 39 kilometer til og fra arbejde i 2008, så er den gennemsnitlige transportafstand vokset til 42,5 kilometer i dag.
Det fremgår af en analyse, som tænketanken Kraka har udarbejdet på opfordring fra DI Transport.
Branchedirektør i DI Transport Michael Svane ser udviklingen som udtryk for, at danskerne er villige til at transportere sig derhen, hvor deres kompetencer gør mest gavn.
- Der er rigtig mange virksomheder, der har udfordringer med at finde kvalificerede medarbejdere i disse dage. Netop derfor er det supervigtigt, at der er mange, der er villige til at køre lidt længere til og fra arbejde, siger Michael Svane, der henviser til, at en undersøgelse gennemført af DI har vist, at fire ud af ti virksomheder har søgt forgæves efter medarbejdere i det seneste år.
- Desto længere danskerne vil transportere sig til og fra job, desto større mulighed er der for at finde det job, der passer allerbedst, siger Michael Svane.
Læs hele pendlingsanalysen her.
Mere pendling i fremtiden
Kraka har også undersøgt, hvor meget tid bilpendlere årligt bruger på at komme til og fra arbejde. I alt bruger bilisterne 146 timer årligt – svarende til seks dage og to timer i bilen. Det er en stigning på 11 timer siden 2008.
Potentielt vil stigningen i pendlingsafstanden vokse. Det kan ske i takt med, at infrastrukturen udbygges og transportformerne nytænkes – eksempelvis i form af selvkørende biler. Det kan få danskerne til at transportere sig længere, mener Michael Svane.
Krakas analyse peger på, at såfremt de senere års udvikling fortsætter, vil den gennemsnitlige pendlingsafstand i 2025 være cirka 46 kilometer - 3,5 kilometer længere end i dag.
- Det afgørende spørgsmål er, om det også vil føre til, at danskerne bruger mere tid på at pendle. Som Krakas analyse viser, så er længere pendlingsafstand i de senere år gået hånd i hånd med længere transporttid. Spørgsmålet er, om det også bliver sådan i fremtiden, siger branchedirektør i DI Transport Michael Svane.
Han påpeger, at den optimale situation er, at danskerne har mulighed for at transportere sig længere på den samme tid. Det vil komme både pendlerne og virksomhederne til gavn.
- Men det kræver investeringer i både veje og den kollektive trafik, hvis ikke en længere pendlingsafstand skal føre til et øget tidsforbrug, siger Michael Svane.