AquaGlobe ved Skanderborg bliver det nye udstillingsvindue for dansk ekspertiser indenfor vandteknologi. Ved åbningen fredag  talte DI's adm. direktør, Karsten Dybvad om potentialet

Foto: Rasmus Steensgaard
02.03.18 DIB Nyheder

Nyt videnscenter styrker dansk vandteknologi

Drikkevand og spildevand rummer betydelige eksportmuligheder, viser DI’s vandanalyse. Det ny videnscenter, AquaGlobe, kan bidrage til eksporten, forventer adm. direktør Karsten Dybvad.

- Vi har et fælles ønske om, at ordrerne vil komme til virksomhederne og eksporten stige. Jeg er overbevist om, at AquaGlobe vil bidrage til det.

Sådan sagde Dansk Industris (DI) adm. direktør Karsten Dybvad fredag eftermiddag ved åbningen af det nye videnscenter AquaGlobe ved Skanderborg.

Centret er et udstillingsvindue for dansk teknologi og innovation på vandområdet. Bag initiativet står blandt andet Grundfos, Kamstrup, AVK og Skanderborg Forsyning. Centret blev åbnet fredag, ved en udetemperatur, der ellers fryser det mest vand til is. 

Ambitionerne for eksport af vandteknologi er dog langt fra stivnet. 

- Vi har et mål om, at eksporten af vandteknologi skal være fordoblet i 2025 sammenholdt med 2014. Vi er godt på vej. Gode eksempler og et stærkt samarbejde i hele vandsektoren skal tage os det sidste stykke, forventede Karsten Dybvad. 

Trodser hård konkurrence

Det danske forspring på området bliver dog til stadighed udfordret af en international konkurrence, som løbende stiger. Danske virksomheder har i årtier nydt godt af Danmark som pionerland inden for miljørigtig vandteknologi. Men forspringet er mindsket betydeligt i dag.

Der er ingen forretningsmæssige fribilletter tilbage, men potentialet er stadig stort. Det viser blandt andet Dansk Industris globale vandanalyse, som stiller skarpt på forretningsmulighederne på 50 markeder.

Danske virksomheder kan sagtens være med, men det kræver forandringsvilje samt fokus på både teknologiudvikling og markedsmæssige nicher. Det mener en af de største danske autoriteter; ingeniørfirmaet Krüger A/S og adm. direktør Leif Bentsen.

– Vi kan rigtigt meget i Danmark, som efterspørges internationalt. Danmark er stadig et godt navn derude. Man ved, vi kan noget. Meget af det skyldes vandmiljøplanen fra 1990’erne, som gav os et stort forspring. Men realiteterne er, at andre lande haler ind på os, konkurrencen er blevet hård, siger Leif Bentsen.

Krüger-direktøren ved, hvad han taler om. Leif Bentsen står i spidsen for et 500 mand stort team, der gør sig i rådgivning, komponentsalg og opførsel af anlæg i vandsektoren. Han oplever, at der de seneste år er kommet et stort, internationalt fokus på både drikke- og spildevandsteknologi. Det øgede fokus har gjort sektoren til et stort forretningsområde, hvilket har øget konkurrencen voldsomt.

Læs også: Kortlægning udpeger globale muligheder for dansk vandteknologi

Flere lande i kikkerten

DI’s globale vandanalyse peger på en håndfuld lande, som er specielt interessante for danske virksomheder. Deriblandt USA, Canada, Italien og Frankrig. Leif Bentsen kan nikke genkendende til landenes potentiale, men man skal ikke lade sig begrænse af analysens konklusioner.

– Det kommer ikke bag på mig, at USA bliver udpeget til et potentielt marked. Det er et kæmpestort og oplagt marked. Kina ser også spændende ud. Der er også muligheder i lande som Spanien, Italien og Frankrig, men jeg synes, man skal huske vores traditionelle nærmarkeder. Her er der også potentiale, siger han.

Leif Bentsen pointerer dog, at verden har ændret sig, og de udenlandske konkurrenter står i kø. Krüger-direktøren mener, at de danske virksomheder skal gøre sig klart, hvad den danske styrkeposition reelt er i dag.

– Vi har tidligere været kendt for at bygge gode vandværker og renseanlæg som turnkey (nøglefærdige projekter, red.), men det er vi ikke så mange, der gør det i mere. Danske firmaer satser mere på udstyrsleverancer, og heldigvis har Danmark stærke rådgivere og leverandører, og deres position og viden giver os en stærk markedsposition, siger han.

Leif Bentsen tilføjer, at vi skal også være forandringsvillige og ikke være bange for også at fokusere på nicher.

Vores image er godt, og vi leverer høj kvalitet og pålidelighed. Men vi skal også være forandringsvillige. Leif Bentsen, adm. direktør, Krüger

Guldager omstiller virksomhed

Mange danske virksomheder er allerede forandringsvillige. Det er den gamle, anerkendte Guldager A/S et eksempel på. Allerød-virksomheden har næsten 100 år på bagen, og dens fundament er den korrosionsbeskyttelse, som dens stifter, Alfred Guldager, opfandt i 1923.

Den teknologi sælger Guldager stadig, men med tiden har virksomheden gennemgået en transformation, og dens indtægtsgrundlag kommer i dag i høj grad fra servicering af anlæg. Den transformation har tjent Guldager godt i både ind- og udland, fortæller virksomhedens adm. direktør Steen Ulrik Madsen.

DI: Det er et kæmpe-marked

På trods af at Danmarks styrkeposition inden for vandteknologi er blevet udfordret, så mener Dansk Industris miljøpolitiske chef Karin Klitgaard stadig, at sektoren indeholder et stort potentiale. Det er også derfor, at DI har valgt at fokusere på området.

 

– Vi ved jo, at både rent og beskidt vand er en udfordring i hele verden. Vores kortlægning tager hensyn til de udfordringer, de forskellige lande har, og matcher dem med danske kompetencer. Analysen viser, at der fortsat er store muligheder, siger hun og tilføjer:

 

– Der er altså tale om et kæmpemarked, og hvis vi fortsætter vores fremstød, så udgør det et stort potentiale. Vores mål er at fordoble eksporten af dansk vandteknologi, og det er ikke urealistisk. Danske virksomheder har nogle meget store kompetencer på dette område

– Vi har haft udenlandske salgsafdelinger siden 1950’erne. Vi sælger stadig både egne og andres anlæg, men vi er i dag reelt en servicevirksomhed. Vores teknologi skabte et tidligt brohoved for os i udlandet. Det udnytter vi i dag som serviceleverandør, siger Steen Ulrik Madsen om den niche, som han og 80 medarbejdere i dag lever af.

Danske virksomheder er gode til at udvikle teknologi til afgrænsede områder. Finten ligger i at sælge globalt og dermed få et stort nok marked. Den strategi er teknologifirmaet Adept Water Technologies et eksempel på. Den 10 mand store Herlev-virksomhed står bag et avanceret og kompakt desinficeringsanlæg. Virksomhedens adm. direktør Michael Reidtz Wick fortæller, at anlæggene principielt kan bruges til mange ting, men virksomheden har indtil videre valgt at fokusere på sin helt egen niche; nemlig vandrensning til tandlægestole.

Rent vand hos tyske tandlæger

– Lige nu er der et ekstremt stort fokus på desinficering af vand hos blandt andet tandlæger. Det skyldes frygten for multiresistente bakterier. Det er en niche, og den interesserer ikke de store aktører. Der er for eksempel blot 3.000 tandlæger i Danmark. Markedet bliver dog hurtigt stort, hvis man tænker globalt. Alene i Tyskland er der 50.000 tandlæger, siger Michael Reidtz Wick og tilføjer: – Jeg har været i vandsektoren i mange år. Hvis man tænker globalt, er der stadig mange forretningsmuligheder, og Danmarks image gør, at ingen vender os ryggen. Jeg oplever ikke som sådan, at man anser os som et vandland mere. Jeg oplever derimod, at man anser os som dygtige. Det image skal vi nok ikke være kede af

DI's globale vand-analyse

Dansk Industris globale vandanalyse består af 50 dybdebordende markedsbeskrivelser, som er udarbejdet på baggrund af markedsdata og interview med virksomheder.

 

Analyse giver indsigt i, hvilke internationale markeder der har størst vedvarende markedspotentiale for eksportører af vandteknologiløsninger på kommercielle vilkår.

 

Gennem en struktureret tilgang har DI kortlagt markedspotentialer og vurderet danske virksomheders konkurrencekraft. Analysen peger for eksempel på, at potentialet umiddelbart er størst i lande som Frankrig og USA, mens lande som Slovakiet og Ukraine har det mindste.

Kontakt chefkonsulent Jeppe Falck, DI International Business Development, på 3377 3944 eller jefa@di.dk hvis du vil vide mere om DI’s vandanalyse.