Palle Damborg er direktør i Jysk Display og formand for erhvervsskolen Mercantech i Viborg , der har succes med at tiltrække unge til erhvervsuddannelser

20.03.18 DIB Nyheder

Debat: Kurven er knækket - men har vi også knækket koden til flere unge på erhvervsuddannelserne?

Direktør Palle Damborg, Jysk Display A/S er meget tilfreds med, at Undervisningsministeriets nye tal viser, at flere unge søger erhvervsuddannelserne. Nu handler det om at holde fast i politikerne, forældrene og fortællingen om, at der er en fin fremtid i produktionsdanmark, skriver han i dette debatindlæg.

Når man gennem de seneste år har kæmpet en benhård kamp for at få flere unge til at søge ind på de erhvervsfaglige uddannelser, er det med en rigtig god fornemmelse, at vi netop i disse dage ser optagelsestallene for det kommende skoleår på de erhvervsskoler, som har så hårdt brug for elever.

Vi kender alle målet om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal søge erhvervsfaglig uddannelse i 2020 og 30 procent i 2025. Og med de netop offentliggjorte optagelsestal, har vi i Viborg Kommune nu løftet os fra omkring de 20 procent i 2017 til et foreløbigt tal på 24,7 procent. Altså tæt på målet.

Alene optagene på de tekniske uddannelser er på erhvervsskolen Mercantec i Viborg steget med 24 procent. I Herning med hele 40 procent, i Holstebro 30 procent og i Thisted med 25 procent.

Meget tyder altså på, at kurven for alvor er knækket - men ved vi også hvorfor?

Det er jo ingen hemmelighed, at de seneste års meget lave optagelsestal, er et resultat af skiftende regeringers opråb om, at Danmark skal være et videnssamfund med fokus på universitetsuddannelser og ingeniører og dermed implicit, at vi ikke længere skal have produktion i Danmark.

Vi er med tiden blevet klogere.

Dansk erhvervsliv råber nu igen efter dygtige unge, som vil gøre karriere indenfor udvikling og produktion, og hertil kræves der titusindvis af ”kloge hænder”, som kan sikre, at vi også i fremtiden har et stærkt og effektivt produktionsmiljø i Danmark.

Noget tyder på, at koden til at fortsætte denne positive udvikling blandt andet er, at forældrene nu også igen tror på produktion i Danmark.

Kombineret med erhvervslivets voksende tilbud om praktikpladsgaranti, kan mor og far nu med sindsro sende deres børn på en erhvervsskole - og dermed skubbe dem i gang med en livslang karriere med grobund i en solid faglig uddannelse.

På Mercantec i Viborg, hvor jeg selv sidder som formand, tilbyder vi nu praktikpladsgaranti på i alt ni forskellige uddannelser. Hvilket fuldstændig har lukket snakken om mangel på praktikpladser.

Og det - sammenholdt med politikernes vilje til at understøtte erhvervsskolerne, og at vi generelt begynder at tale positivt om produktion i Danmark - er netop den kode, vi skal knække i fællesskab. 

Fakta

Velkommen til DI Debat

 

Med DI Debat ønsker vi at give vores medlemmer plads til selv at komme til orde med synspunkter om temaer med betydning for jeres virksomhed.

 

Debatindlæg kan blive bragt her eller i magasinet DI Business. Vi forbeholder os retten til at udvælge og beskære indlæg i forhold til pladshensyn og relevans. 

 

Du kan sende dit indlæg til redaktør Uffe Hansen ufha@di.dk. Og ringe for yderligere info på: 33773888.

 

Synspunkter på DI Debat er ikke nødvendigvis udtryk for DI’s holdning.