For at undgå korruption skal den øverste ledelse have en klar holdning til, at korruption ikke er acceptabelt, siger chefkonsulent Christine Jøker Lohmann, DI.

DI Business Nyheder

DI og Udenrigsministeriet opfordrer: Fortæl os hvem der beder om smøring

DI og Udenrigsministeriet lancerer et forum til indberetning af steder, hvor lokale myndigheder kræver ”faciliteringspenge.” for at udføre deres job.

Hver dag møder virksomheder, interesseorganisationer, journalister og andre, som rejser og agerer internationalt, krav om betaling af såkaldte ’faciliteringspenge’. Det kan være kontanter, cigaretter, alkohol eller andre former for betaling, der sikrer, at der ikke opstår bøvl.

- Mange steder, hvor vi opererer, er det en del af dagligdagen. Vores medarbejdere er trænet til at sige nej med mindre liv, lemmer eller frihed er på spil. Men jeg kan godt frygte, at der er en underrapportering af omfanget, for indtil nu har vi ikke bedt vores medarbejdere om at rapportere hver gang de møder et krav, ligesom der kan være en del misforståelser og manglende viden på området, fortæller Natascha Linn Felix, rådgiver om anti-korruption i Folkekirkens Nødhjælp.

Læs også: Håb om økonomisk tøbrud i Rusland

Hvis en dansk virksomhed bliver taget for at have betalt faciliteringspenge i et hvilket som helst land, kan det blive forment adgang til hele Commonwealth Christine Jøker Lohmann, Chefkonsulent

Indberet krav om faciliteringspenge anonymt

Men det skal der gøres noget ved. Folkekirkens Nødhjælp er nemlig medlem i ”Fight Against Facilitation Payments Initiative” (kaldet FAFPI), som er et nyt dansk multi-sektor initiativ, der har til formål at bekæmpe faciliteringspenge.

Initiativet er taget af Udenrigsministeriet og Dansk Industri, og hensigten er, at anonyme indrapporteringer om hvor de møder krav om faciliteringspenge skal registreres, så danske ambassader kan påpege problemet over for myndighederne i landet.

- Problemet med faciliteringspenge har længe savnet løsninger. For at de danske ambassader skal kunne hjælpe, har de brug for konkret information om, hvor danske virksomheder og organisationer møder flaskehalse og uklare processer. Med FAFPI får vi mulighed for at sætte ind der, hvor problemet har rod, og adressere det direkte over for lokale samarbejdspartnere og myndigheder, siger direktør Susanne Hyldelund fra Trade Council i Udenrigsministeriet.

Læs også: Nøgletal: Danske virksomheder er aktive på vækstmarkederne

Danske virksomheder møder også pres om ulovlige betalinger

I Dansk Industri glæder chefkonsulent Christine Jøker Lohmann sig også over initiativet, der kan være med til at afhjælpe et vanskeligt problem.

- Det er ulovligt at betale faciliteringspenge. Men under dansk lov kan det godtages, hvis det er normal kutyme i det land, man opererer i, og der er næppe tvivl om, at danske virksomheder også møder disse krav. Men det er strengt forbudt ifølge engelsk lov, og hvis en dansk virksomhed bliver taget for at have betalt faciliteringspenge i et hvilket som helst land, kan det blive forment adgang til hele Commonwealth, forklarer Christine Jøker Lohmann.

Derfor er der hele ikke mange, der tør tale om det. Men med FAFPI bliver det muligt for virksomhederne at indberette og fortælle om deres erfaringer, uden at de risikerer deres forretning på grund af det.

- Vi bliver simpelthen nødt til at stå sammen og få overblik over, hvor det foregår – og hvordan vi i fællesskab kan slå ned på det. Ellers kan vi ikke hjælpe de medarbejdere, som står alene derude ved skranken med at sige klart nej til at betale faciliteringspenge, siger Christine Jøker Lohmann.

Læs også: Send mere mad, medicin og maskiner til Italien

Partnere er næste skridt

I Folkekirkens Nødhjælp ser Natascha Linn Felix også frem til muligheden for at kunne udveksle erfaringer med andre, der opererer i lande, hvor faciliteringspenge er udbredt.


- Vi har gjort os nogle erfaringer. F.eks. har vi eksempler, hvor det har hjulpet medarbejderen at have et certifikat med sig, hvor det fremgår, at det er mod vores politik at betale. Men vi glæder os også til at høre, hvad andre gør for at hjælpe deres medarbejdere med at stå imod, siger hun.

Derfor skal organisationens egne medarbejdere i første omgang instrueres i, hvordan de kan lave en afrapportering, og når det er sket, kan det også blive udbredt til organisationens globale samarbejdspartnere.

- I sidste ende drejer det sig for os om at kunne komme sikkert og hurtigt igennem med vores projekter til gavn for verdens fattigste. Men så er der selvfølgelig også dem, der ser muligheden for at score penge på vores behov. Det hjælper vi meget gerne med til at bekæmpe, siger Natascha Linn Felix.

FAFPI lanceres 14. marts i DI ved et arrangement med deltagelse af en række virksomheder og interesseorganisationer. Alle typer af danske organisationer, som opererer internationalt og møder udfordringer med faciliteringspenge, kan blive medlem af FAFPI

Christine Jøker Lohmann

Chefkonsulent

Relateret