Velkommen til Dansk Industris nye website. Vi udvikler i øjeblikket et nyt site for at give dig den bedste brugeroplevelse. I en periode vil du derfor opleve indimellem at blive sendt til indhold på vores gamle site.

Marianne Strauss har siden 2005 styret Nordsjællands Metalstøberi. Ejerskabet gav mulighed for at reagere hurtigt og kontant: En hestekur, hvor halvdelen blev fyret, har sikret virksomheden succes.

Foto: Christian Liliendahl
DI Business Nyheder

Ejerleder: Vær stolt og del dine sejre

Marianne Strauss står som ejerleder i spidsen for et aluminiumsstøberi med 20 ansatte. Hun mener, at de danske ejerledere skal stå ved deres succeshistorier og huske at fortælle dem. For de er vigtige. De små ejerledere er helt centrale for, at Danmark holdes i gang.

Når det går godt, så er det vigtigt at turde stå frem og fortælle, hvad det er, man gør – også selv om man er ejerleder. Det mener Marianne Strauss, som er ejer af og direktør for Nordsjællands Metalstøberi A/S.

Hun peger på, at de ejerledede virksomheder har en enorm samfundsmæssig betydning. De skaber værdi, og de skaber arbejdspladser. De ejerledede virksomheder er simpelthen rygraden i dansk erhvervsliv, og den historie skal fortælles.

– Vi har valgt at gøre det for nylig. Vi fik i fællesskab med en samarbejdspartner produceret en video, som viser, hvordan vi differentierer os ved at satse på bæredygtighed. Den film har virkelig givet payback. Både fra lokalsamfundet og fra kunder. De kan se, hvordan vi hele tiden arbejder på at løfte virksomheden, siger hun.

Der er mange ejerledede og familieejede virksomheder i Danmark. På landsbasis angiver tre ud af fire af DI’s medlemsvirksomheder, at de er enten ejerledede eller familieejede. Virksomhederne står for at beskæftige mere end en tredjedel af arbejdsstyrken i DI’s virksomheder, viser den seneste ejerformsanalyse fra DI.

Kom med, når DI torsdag den 12. april 2018 sætter fokus på de ejerledede og familieejede virksomheder.

Griber hurtigt ind

Ejerlederne har nogle fordele, som andre har svært ved at matche. De kan blandt andet reagere hurtigt. Det er Marianne Strauss’ historie med Nordsjællands Metalstøberi et eksempel på. Hendes far købte det konkursramte støberi i 1993 sammen med nogle partnere. I 2005 blev hun bedt om at overtage direktørstolen, og hun så straks, at der var brug for indgreb.

– Da jeg kom til, havde støberiet 60 ansatte og 25 procent sygefravær. For at få styr på det måtte jeg tage en hurtig beslutning og blandt andet afskedige halvdelen. Men det lykkedes at vende virksomheden. Det gjorde vi ved at inddrage folk og få styr på vores processer. I dag er sygefraværet en halv procent, siger hun.

Eksemplet viser i Marianne Strauss optik en af de ejerledede virksomheders styrke. De kan reagere lynhurtigt – og de behøver ikke at leve op til for eksempel investorers krav om hurtigt afkast.

Læs også: Blog: hemmelighden bag den danske succes er svær at kopiere

En trimmet virksomhed

Marianne Strauss står i dag i spidsen for en trimmet virksomhed. Nordsjællands Metalstøberi er Danmarks største sandstøberi for aluminiumsemner, og virksomheden formår at opretholde en profitabel drift, selv om det pt. har overskudskapacitet. Hun mener, at selv om ejerledere traditionelt har siddet med kortene tæt tit kroppen, så er der i dag al grund til at være stolt og udadvendt.

– Det er de små ejerledere, der holder Danmark i gang. Man skal turde fortælle historien, og det tror jeg mange kunne blive bedre til. Heldigvis oplever jeg, at en ny generation af ejerledere er ved at komme på banen, og jeg tror, at de er mere udadvendte og mindre forsigtige end de tidligere generationer, siger hun.

Læs også: Små virksomheder er mest optimistiske

DI vil som organisation gerne give de bedste rammer for, at virksomhedsledere kan mødes for at inspirere og hjælpe hinanden. Kent Damsgaard, Direktør

Nordsjællands Metalstøberis direktør er en af flere ejerledere, der fortæller sin historie, på DI’s konference om ejerledede og familieejede virksomheder 12. april. DI-direktør Kent Damsgaard forklarer, at det ikke er noget tilfælde, at DI atter sætter fokus på netop denne gruppe virksomheder.

– De ejerledede og familieejede virksomheder fylder rigtigt meget i dansk erhvervsliv og bidrager med mange arbejdspladser lokalt. Som virksomhedstype har de nogle helt klare styrker, men mange kæmper også med udfordringer – deriblandt digitalisering, arbejdskraft og ejerskifter, siger han og tilføjer:

– DI er det naturlige mødested, og vi vil som organisation gerne give de bedste rammer for, at virksomhedsledere kan mødes for at inspirere og hjælpe hinanden. Og samtidig sende et signal til politikerne om, hvor de kan bidrage med at give bedre rammer for virksomhederne.

Fakta

Når ejerskab og virksomhed smelter sammen

Ejerledede og familieejede virksomheder tæller ikke bare mange af Danmarks små og mellemstore virksomheder, men også nogle af Danmarks allerstørste virksomheder. En række virksomheder fortsætter med at være familieejede generation efter generation. Andre er stiftet for nyligt og fortsætter ikke nødvendigvis i familien i al fremtid, men lukker, sælges eller børsnoteres i stedet på sigt. Nogle af virksomhederne vokser, andre gør ikke.

Kom og bliv klogere på, hvad der forklarer denne udvikling, debattér med centrale politikere og eksperter og få inspiration til din egen virksomhed, når DI 12. april holder konferencen ”Når ejerskab og virksomhed smelter sammen”.

Skrevet af:

Nikolai Steensgaard

Kent Damsgaard

Direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk
Relateret