11 glade nye medarbejdere i Norisol.

Foto: Norisol
09.03.18 DIB Nyheder

Fra jobcenter til fast arbejde - 11 ledige har fået arbejde i Norisol

Akut mangel på stilladsarbejdere hos Norisol og et samarbejde med kommuner og jobcenter har givet fast arbejde til 11 ledige. Flot arbejde, siger DI.

1. marts stod 11 glade mænd med en ansættelseskontrakt fra Norisol i hånden efter alle at have gået ledige gennem flere år. Det er resultatet af et samarbejdet med kommuner og EUC Nordvestsjælland, hvor ledige tilbydes en uddannelse, så de kan dække et akut behov for arbejdskraft i virksomhederne.

- Vi stod i Norisol akut og manglede personer med et kursus i systemstillads til at udføre en større opgave i Kalundborg. Sammen med EUC Nordvestsjælland blev der indgået en aftale med jobcentrene i Sorø, Slagelse, Kalundborg og Odsherred om at finde arbejdskraften dér, fortæller CEO Carsten Hoeck, Norisol. 

Læs også: Rekordhøj beskæftigelse nået: ”Det er en milepæl for Danmark”

Det er glædeligt hver gang det lykkes at få en person ud af ledighed og ind på arbejdsmarkedet, og den nuværende udvikling på arbejdsmarkedet betyder, at alle parter gør en ekstra indsats for at få det til at lykkes Steen Nielsen, Vicedirektør

18 var til informationsmøde

De 11 nye medarbejdere er hentet ud af en bruttotrup på 18 personer, der deltog på et informationsmøde 8. januar. Efter mødet valgte en deltager selv at forlade processen, mens 17 fik en samtale med Norisol. Heraf gik 15 videre, og12 kom på kursus i stilladsmontage.

- Det var vigtigt for os, at processen var frivillig. Altså at de ledige ikke blev tvunget til at møde op eller deltage i kurset. På den sidste dag på kurset kom vi forbi med ansættelseskontrakterne og de blev alle underskrevet med det samme, fortæller Carsten Hoeck.

Han mener, det bør være muligt at få endnu flere ledige i arbejde.

- Vi er i en branche som bogstaveligt talt skriger efter flere hænder, og i de her år er der flere faglærte, der forlader arbejdsmarkedet end nyuddannede, der kommer ind på arbejdsmarkedet. Der er en stigende kamp om de dygtige faglærte, og vi må – som mange andre danske virksomheder – sige nej til ordrer, hvis ikke vi kan skaffe de faglærte, vi har brug for, siger Carsten Hoeck.

Læs også: Virksomheder på global jagt efter viden og talent

Positiv oplevelse for Jim

Jim Jeppesen, tidligere turistchauffør, er en af de 11, der har fået arbejde hos Norisol. Han er 59 år, kommer fra Slagelse og har gået ledig i 2,5 år. Han synes foreløbig, mødet med Norisol har været en meget positiv oplevelse, og han er blevet taget godt imod af gode kolleger.

- Jeg synes, det er et virkelig godt initiativ! Men jeg forstår bare ikke, hvorfor det ikke er sket noget før. Når man som mig er over de 50, oplever man jo ofte at blive sorteret fra. Så det at få mulighed for at blive opkvalificeret og dermed kunne tilbyde mere overfor en arbejdsgiver er klart en fordel. Jeg synes også, at det er positivt, at virksomhederne nu får fingeren ud for at få alle de gode folk, der går ledige i arbejde. Det tyder på, at der er ved at ske en holdningsændring, siger Jim Jeppesen.

I DI mener underdirektør Steen Nielsen, at virksomhederne gør en stor indsats for at skaffe medarbejdere, og at det også giver gode jobmuligheder for ledige. Og så glæder han sig over det gode og hurtige samarbejde mellem Norisol, kommunerne og jobcentret.

- Det er helt klart et eksempel til efterfølgelse og en flot håndtering af en akut medarbejdermangel hos Norisol. Det er glædeligt hver gang det lykkes at få en person ud af ledighed og ind på arbejdsmarkedet, og den nuværende udvikling på arbejdsmarkedet betyder, at alle parter gør en ekstra indsats for at få det til at lykkes, siger Steen Nielsen. 

Læs også: Sukkerproducent: Det er svært at få lærlinge til Falster

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold