Danske virksomheder kan udvide eksporten til Rusland uden at komme i karambolage med med sanktionerne mod Rusland.

12.03.18 DIB Nyheder

Håb om økonomisk tøbrud i Rusland

På lørdag er der præsidentvalg i Rusland. På trods af sanktioner, presset valuta og lav oliepris, tyder alt på, at Vladimir Putin bliver på posten. Dansk erhvervsliv er hårdt ramt af den russiske krise - men nu er et økonomisk tøbrud måske på vej.

På bare fire år er danske virksomheders vareeksport til Rusland halveret. Fra 12 til 6 milliarder kroner om året.

Men den russiske økonomi ventes at vokse knap to pct. i år, og det skaber muligheder for danske virksomheder - også selvom det frostbidte forhold mellem Kreml og Vesten skulle fortsætte.

– Rusland er et kæmpe marked tæt på Danmark. Væksten og forbrugertilliden er på vej op, så uanset udfaldet af præsidentvalget vil der være muligheder for danske virksomheder. Den politiske konfrontation mellem Vesten og Rusland udfordrer især nogle danske sektorer, som er blevet ramt af Ruslands importrestriktioner og den skærpede eksportkontrol fra EU og USA. Men der er også gode muligheder for at udvide forretningen uden at komme i karambolage med sanktionerne, fortæller Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri. 

Læs også: DI Analyse - Rusland potentiale for danske virksomheder 2018

Russisk embargo på fødevarer

For bare fem år siden havde Danmark store forhåbninger om at øge eksporten til Rusland betragteligt – en voksende middelklasse skulle købe dansk kvalitet. 

En del af potentialet for dansk erhvervsliv skal findes i at investere i lokal produktion. Peter Dige Thagesen, Underdirektør

Den politiske krise sendte ambitionerne i dybfryseren.

Det er især gået udover fødevareindustrien, som er blevet hårdt ramt af den fødevareembargo, Ruslandindførte som svar på EU’s sanktioner i forbindelse med krisen i Ukraine.

– I DI regner vi med, at cirka 80 pct. af de fødevareprodukter, der skulle eksporteres til Rusland, er blevet afsat på andre markeder, men til lavere priser. Det har også kostet penge for fødevareindustrien at omstille sig så hurtigt efter, at Rusland indførte importforbuddet, siger Peter Thagesen.

Læs også: Arla: Danske gastronomiske stjerneskud rammer også trætoppene

Dybfrossen optimisme tør op

Allerede i 2017 var der - dog fra et meget lavt niveau - en svag stigning i dansk eksport til de mere end 140 mio. forbrugere på det russiske marked. Og den dybfrosne danske optimisme fra de tidlige 2010’ere er så småt ved at tø op.    

– Den politiske situation er fastlåst på grund af situationen på Krimhalvøen og i Østukraine, som ikke ser ud til at ændre sig for alvor. Men vi kan se, at de russiske forbrugere stadig efterspørger danske produkter. Putin har dog en målrettet strategi om at styrke de nationale producenter, så en del af potentialet for dansk erhvervsliv skal findes i at investere i lokal produktion, siger Peter Thagesen.

Det er især rublens svage kurs og de relativt lave lønninger, der kan gøre Rusland til et attraktivt land at placere produktion i.

- For udvalgte danske virksomheder kan der være klare vækstmuligheder i at placere produktion i Rusland, hvor de får adgang til lave produktionsomkostninger, en veluddannet arbejdsstyrke og det stadig tættere integrerede eurasiske marked (union mellem Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan og Armenien), siger Peter Thagesen.

Læs også: Business Europe advarer mod protektionisme

Jeppe Bo Rasmussen
Skrevet af:

Jeppe Bo Rasmussen

Peter Dige Thagesen

Peter Dige Thagesen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3752
  • Mobil +45 2949 4569
  • E-mail pth@di.dk

Relateret indhold