Ann Rose Bokkenheuser har med et omfattende strategiskifte hurtigt skubbet gang i Rose Holm, der i dag er inde i en vækstbølge.

Foto: Joshua Gross
DI Business Nyheder

Hun overtog familiestafet og tredoblede virksomheden

Hovedparten af 800 kunder blev valgt fra, da Ann Rose Bokkenheuser i 2010 vendte familievirksomheden Rose Holm 180 grader. Strategiskiftet gav gevinst.

Da adm. direktør i Rose Holm, Ann Rose Bokkenheuser, i 2010 overtog sin fars virksomhed og fravalgte næsten samtlige 800 kunder, kom det bag på enkelte af de mange byggemestre, der i årtier havde købt speciallavede gevind og møtrikker hos virksomheden. 

Men hun havde en helt klar plan for, hvilken retning familievirksomheden skulle i – og den fulgte hun til dørs.

– Siden jeg overtog virksomheden, har jeg været optaget af, at den skulle skabe vækst. Vi havde nogle mindre vindmøllekunder, der begyndte at bestille fundamentbolte hos os, og vi fandt hurtigt ud af, at de var mere strategisk fornuftige at producere fremfor mindre emner, forklarer Ann Rose Bokkenheuser.

Det gav mening at fokusere mere målrettet på denne niche, og derfor valgte Rose Holm at hjælpe en stor portion af det tidligere kundekartotek videre til nye leverandører.

– Vi gik altså fra at levere både handelsvarer og gevind til alle slags kunder til at automatisere vores produktion, så vi kunne lave gevindstænger i lange længder og store dimensioner, siger hun.

Målet blev skræddersyede pakkeløsninger til vindmøllegiganter. Omlægningen betød, at de måtte vinke farvel til knap 90 pct. af kundekredsen – men også at omsætningen er steget fra 29 mio. til 97 mio. kr. i løbet af otte år. I samme periode har Rose Holm forøget deres personale med fire medarbejdere.

Udvider kundekredsen

Den store omlægning har i den grad givet vind i sejlene hos familievirksomheden i Lynge.

– Jeg er rigtig glad for det ryk, vi er i lige nu. En større omsætning betyder, at vi kan være mere innovative og brede os på produktsortiment og kundemasse, fortæller Ann Rose Bokkenheuser, der netop har investeret i en ny robot til produktionshallen i Lynge. En robot der kan åbne helt nye døre for virksomheden.

– De bolte, vi producerer nu, er beregnet til at grave ned i jorden, så i sagens natur kan vi kun levere til vindmøller til lands. Med vores nye robot kan vi producere nacellebolte, der fungerer oppe i toppen af vindmøllen – derfor kan vi snart også være med i de vindmøller, der står ude i vandet. 

Læs også: Små virksomheder er mest optimistiske

Hvis vi ikke havde lavet den her omlægning med robotter, var vi aldrig nået så langt. Ann Rose Bokkenheuser, adm. direktør, Rose Holm

Robotter centrale

Spoler man tiden en håndfuld år tilbage og kigger på, hvordan Rose Holm lykkedes med at føre deres ambitiøse plan ud i livet, står robotterne som et helt centralt element. De gør nemlig, at virksomheden kan gøre produktprisen væsentligt mere attraktiv for kunderne.

– Oprindeligt brugte vi måske syv mand til at lave ét produkt. Men med en robot til at klare produktionen, kan jeg nøjes med at have én mand ad gangen til at overvåge processen, og så ser det straks anderledes ud rent prismæssigt, siger Ann Rose Bokkenheuser.

Så robotterne har været en forudsætning for, at I kunne skabe vækst?

– Ja, helt bestemt. Og vi tænker automatisering ind i alt, hvad vi foretager os: Kan vi producere det her produkt smartere med en automatisering? Kan vi få nogle tilføjelser til den her maskine, så den selv kan gøre det hele? spørger Ann Rose Bokkenheuser retorisk og tilføjer:

– Hvis vi ikke havde lavet den her omlægning med robotter, var vi aldrig nået så langt.

Læs også: Ny direktør vil vikle Danmark ind i data

Fakta

Når ejerskab og virksomhed smelter sammen

Ejerledede og familieejede virksomheder tæller ikke bare mange af Danmarks små og mellemstore virksomheder, men også nogle af Danmarks allerstørste virksomheder. En række virksomheder fortsætter med at være familieejede generation efter generation. Andre er stiftet for nyligt og fortsætter ikke nødvendigvis i familien i al fremtid, men lukker, sælges eller børsnoteres i stedet på sigt. Nogle af virksomhederne vokser, andre gør ikke.

Kom og bliv klogere på, hvad der forklarer denne udvikling, debattér med centrale politikere og eksperter og få inspiration til din egen virksomhed, når DI 12. april holder konferencen ”Når ejerskab og virksomhed smelter sammen”.

Relateret