Mor til Årets lærling, Radka Nikolova, var behørigt imponeret over sin søn. Herrerne på billedet er (fra venstre) formand i DI Midt Vest, Claus Arberg, stedfader til Årets lærling, Stefan Rusev, Årets lærling, Krasimir Deyanov Petrov, mester hos Plastix A/S, Martin Jacobsen og direktør hos Plastix A/S, Hans Axel Kristensen.

16.04.18 DIB Nyheder

Lærlingeprisvinder: ”Jeg startede selv for sjov”

”Det var bare noget, jeg skulle se, om jeg kunne lide.” Kris Deyanov Petrov anede ikke, at han ville blive grebet af faget, da han startede som industriteknikerlærling hos Plastix A/S i Lemvig. I går modtog han så prisen som Årets lærling ved det årlige Erhvervstræf i DI Midt Vest.

For nogen er det et kald, for andre er matchet helt uventet. Da Kris Deyanov Petrov startede som industriteknikerlærling hos Plastix A/S i Lemvig var han ikke klar over, han ville blive grebet af faget. Ved det årlige Erhvervstræf i DI Midt Vest modtog han 16 april prisen som Årets lærling.

- Fra dag 1 tænkte jeg: Det her, det er interessant. Og så kørte det bare derudaf. Så fandt jeg en praktikplads og efter to dage sagde min mester: Dig vil jeg gerne have som lærling. Så kom jeg i lære. Jeg startede for sjov. For bare at se, om det var noget, jeg kunne lide. Og jeg synes bare, det bliver mere og mere interessant for hver opgave, jeg får, sagde en tydeligt rørt Kris Petrov.

Kris Petrov er den første lærling, Plastix har haft. Men de har mod på flere, efter de har erfaret, hvor stor værdi det bidrager med.

- Det betyder rigtig meget for en virksomhed, at du har en ung drivkraft inde, som har lyst til at lære noget, som er nysgerrig, og som stiller en masse spørgsmål. Også de gode ’hvorfor’: hvorfor gør vi sådan, hvorfor gør man ikke sådan her, kan man gøre sådan her? På en eller anden måde cementerer det, de værdier om nysgerrighed og åbenhed, som vi i Plastix formulerer fint i ord, men som jo bedst materialiserer sig i handling, sagde direktør i Plastix, Hans Axel Kristensen.

Læs også: Danske lærlinge i praktik hos kampflyproducent i Texas

Jeg håber, at i år bliver året, hvor flere unge viser, at de gerne vil os, men også året hvor vi viser – gennem mange flere uddannelsespladser til de unge – at vi er klar til at tage imod dem Kim Graugaard, Arbejdsmarked & Personalejura, viceadm. direktør

Virksomhederne skal ville lærlingene

Og der er brug for flere virksomheder som Plastix, der kan se værdien af at have lærlinge, og som er klar på at uddanne flere faglærte. For da optaget på erhvervsuddannelserne fra folkeskolerne steg i år for første gang i 10 år, steg det ekstra meget i netop flere af de midt- og vestjyske kommuner. Lemvig Kommune var den absolutte højdespringer med en fordobling af optaget. Og det forpligter ifølge DI’s viceadm. direktør Kim Graugaard virksomhederne.

- De skal oprette flere praktikpladser. Vi skal sikre, at vi har de medarbejdere, vi skal bruge i fremtiden, og det er faktisk et forhold, vi er truet på, fordi vi uddanner alt for få faglærte. Det er positivt, at der er en øget interesse fra de unge for første gang i mange år. Det ser ud til, at der er flere unge, der vil os – der vil uddannes i virksomhederne. Nu er det så vores opgave, virksomhedernes opgave, at vise de unge, at vi vil dem, sagde Kim Graugaard.

Det er en opgave, som nogle virksomheder stadig mangler at bevise, at de kan løfte. Derfor er opfordringen klar fra DI’s viceadm. direktør:

- Der er mange af vores medlemsvirksomheder, der gør en masse for at uddanne flere faglærte. Men vi har også en stor gruppe, der slet ikke uddanner nogen. Hvis vi kigger på tallene for, hvor mange uddannelsesaftaler får vi så lavet, så står det altså lidt for stille – der sker for lidt. Så jeg håber, at i år bliver året, hvor flere unge viser, at de gerne vil os, men også året hvor vi viser – gennem mange flere uddannelsespladser til de unge – at vi er klar til at tage imod dem, sagde Kim Graugaard.

Jonas Forup
Skrevet af:

Jonas Forup

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk

Relateret indhold