05.04.18 DIB Nyheder

Nøgletal: Højeste vækst siden 2006 øger manglen på medarbejdere

Det danske opsving har det godt. Danmarks vækst var på 2,2 pct. i 2017.

Danmarks BNP steg 0,9 procent fra 3. til 4. kvartal. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik. I 2017 blev Danmarks samlede vækst 2,2 procent, hvilket er den højeste vækst siden 2006.

- For første gang i elleve år kom væksten i dansk økonomi op over to procent. Men begejstringen for væksten i 2017 er knap så stor, når man ser økonomien efter i sømmene. Væksten blev løftet af en enkeltstående betaling for et dansk patent, og 2017 bød også på perioder med tilbagegang i både eksporten og privatforbruget, siger cheføkonom Morten Granzau, Dansk Industri.

- Vi forventer dog, at de danske forbrugere vil bruge flere penge i 2018. I DI’s Virksomhedspanel er virksomhederne på det danske hjemmemarked nemlig de mest optimistiske. Heldigvis er der også godt gang i væksten på eksportmarkederne, men den eskalerende handelskrig bekymrer eksportvirksomhederne, siger cheføkonom Morten Granzau.

For første gang i elleve år kom væksten i dansk økonomi op over to procent. Morten Granzau Nielsen, Vicedirektør

- Selvom de økonomiske nøgletal tegner et lidt broget billede af dansk økonomi, så viser den stærke udvikling på arbejdsmarkedet, at det danske opsving lever i bedste velgående. Udgangen af 2017 bød på en rekord i antallet af lønmodtagere i Danmark, og den rekord vil blive udbygget i de kommende år. Vi forventer over 60.000 nye job inden for de næste to år, siger cheføkonom Morten Granzau.

- Mangel på medarbejdere samt risikoen for handelskrig og storkonflikt er de største trusler for væksten i 2018. Mangel på medarbejdere er allerede en udfordring for virksomhederne, der får sværere og sværere ved at finde de medarbejdere, de har brug for. Uden flere hænder og hoveder bliver det sværere at gribe vækstmulighederne, siger cheføkonom Morten Granzau.

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold