Danmark har meget af det, som der skal til for at tiltrække flere erhvervsturister, som bl.a. er attraktive, fordi de også kommer uden for turistsæsonen.

Foto: MESSE C
13.04.18 DIB Nyheder

Udenlandske forretningsrejsende skæpper godt i kassen

En erhvervsturist fra udlandet bruger næsten dobbelt så mange penge som en dansk fornøjelsesturist, men konkurrencen om at tiltrække dem er hård, viser en ny analyse. Konferencecenteret MESSE C i Fredericia er gået ind i kampen.

Konkurrencen om turisterne – og ikke mindst de købestærke forretningsrejsende – er hård og bliver stadigt hårdere. En udenlandsk forretningsrejsende bruger nemlig i gennemsnit 2.150 kr. i døgnet, mens en almindelig dansk turist "kun" lægger ca. 1.300 kr. og en dansk erhvervsturist 1.750 kr.

- Udenlandske forretningsrejsende er en meget attraktiv gruppe, fordi de ganske enkelt lægger rigtig mange penge, mens de er i landet. Derfor samarbejder vi her i Region Syddanmark systematisk på at tiltrække internationale begivenheder. Danmark har nemlig meget at byde på. Vi har bl.a. en god infrastruktur, en høj grad af professionalisme, god sikkerhed, et grønt image og en smuk natur, fortæller Grete Højgaard, som er adm. direktør i konferencecentret MESSE C i Fredericia.

MESSE C danner hvert år rammen om en lang række messer, konferencer og events i størrelsen fra ca. 100 deltagere til mange tusinde – ofte i samarbejde med andre lokale aktører. De fleste gæster kommer fra Danmark, mens en betydeligt mindre, men stigende andel kommer fra udlandet.

- Vi er et lille land, og vi er ikke så mange mennesker til at fortælle omverdenen, hvad vi kan. Derfor er vi nødt til at investere i at få opmærksomheden. Den enkelte virksomhed kan ikke gøre det alene, så det er afgørende, at vi samarbejder på tværs om at få den store fortælling om Danmark ud. Men det er også noget, som vi skal afsætte penge til, for det gør de andre lande nemlig, siger Grete Højgaard.

Læs også: Virksomheder på global jagt efter viden og talent

I Danmark har vi gode muligheder for klare os godt i konkurrencen om erhvervsturisterne. Vi har meget af det, som der skal til – men det har vores nabolande også, og de ser altså ud til at have vundet de sidste par runder i konkurrencen. Sune K. Jensen, Chef for DI Turisme og oplevelsesøkonomi

Væksten i turismen er skrumpet


Danmark har ellers haft en pænt vækst i erhvervsturismen i de seneste år – både når det gælder danske forretningsrejsende og internationale erhvervsturister. Men siden 2015 er tallene fladet ud, og nabolande som Holland og Sverige har taget føringen, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).

- I Danmark har vi gode muligheder for at klare os godt i konkurrencen om erhvervsturisterne. Vi har meget af det, som der skal til – men det har vores nabolande også, og de ser altså ud til at have vundet de sidste par runder i konkurrencen, siger Sune K. Jensen, som er fagleder for turisme.

Helt konkret viser tallene bl.a., at Holland og Sverige i løbet af de sidste par år har overtaget føringen, når det gælder om at tiltrække internationale forretningsrejsende.

- Selvom den største del af erhvervsturismen er indenlandsk, er den internationale del bestemt også værd at gå efter. Både fordi de udenlandske forretningsfolk er gode kunder for de danske virksomheder på turismeområdet, og fordi det er et marked i vækst, men også fordi erhvervsturisterne kommer hele året og ikke kun i turistsæsonen. På den måde udnytter vi langt bedre vores kapacitet, påpeger Sune K. Jensen.

Både han og Grete Højgaard fra MESSE C ser desuden en tendens til, at flere og flere kobler forretningsrejserne med fornøjelse – f.eks. ved at forlænge rejsen med et par fridage som fornøjelsesturist.

Sådan kommer vi godt igen


Selv om konkurrencen som sagt er hård, har Sune K. Jensen også et par bud på, hvad der skal til for at Danmark igen får førertrøjen på, når det gælder erhvervsturisme.

- For det første skal vi blive ved med at forbedre vores infrastruktur – ikke mindst lufthavne. Der er ikke mindst den gode tilgængelighed, der gør, at netop Region Hovedstaden og Syddanmark har særlig godt fat i erhvervsturisterne, understreger han.

Derfor skal der hele tiden arbejdes på at gøre det nemmere for virksomheder og organisationer at vælge Danmark til deres næste messe eller konference.

- Derudover skal vi udnytte vores styrker til at gøre Danmark til et attraktivt valg. Det kan være ved at koble den business med f.eks. gastronomiske oplevelser – og ved at medvirke til at udvikle nye, kreative mødeformer. Vi kan også udnytte styrker inden for f.eks. bæredygtighed, teknologi og medicinalområdet til at tiltrække flere messer og konferencer i et samspil mellem videnserhvervene og turistsektoren, foreslår Sune K. Jensen.

Erhvervsturismen tegner sig i dag for en omsætning på 27 mia. kr. om året. Det svarer til en fjerdedel af den samlede omsætning i hele turisterhvervet.

Læs også: Arla: Danske gastronomiske stjerneskud rammer også trætoppene

Fakta

Danske turister                                 1.300 kr.

Danske forretningsrejsende             1.750 kr.

Udenlandske turister                        1.800 kr.

Udenlandske forretningsrejsende     2.150 kr.

 

Kilde: VisitDenmark

Lotte Malene Ruby
Skrevet af:

Lotte Malene Ruby

Sune K. Jensen

Sune K. Jensen

Chef for DI Turisme og oplevelsesøkonomi

  • Direkte +45 3377 3923
  • Mobil +45 2949 4624
  • E-mail skj@di.dk

Relateret indhold