Værkstedet i det nye domicil for Sølvsten Biler i Viborg arbejder i toholdsskift, så biler kan bliver repareret i aftentimerne.

Foto: Sølvsten Biler
31.05.18 DIB Nyheder

Bilforhandler klar til usikker fremtid: Døgnservice og pop-up butikker på vej

Nye biltyper, deleøkonomi og digitalisering gør fremtiden uvis for verdens bilforhandlere. I Viborg har Sølvsten Biler forberedt sig til fremtiden med et nyt domicil og et servicekoncept, der har inspireret VW-koncernen.

Bilbranchen skal indstille sig på en fremtid med nye biltyper og ændret forbrugeradfærd.  I Viborg har Sølvsten Biler A/S gjort sig klar til en foranderlig verden med et nyt ca 7.500 m2 stort domicil, der er bygget efter konceptet ”servicefabrik”, som bestyrelsesformand Finn Kjærgaard sammen med servicechef Michael Mortensen, har opfundet, til lejligheden. 

- Service og ”convenience” er fremtiden for os. Vi holder åbent til kl. 20.00 for modtagelse og arbejder på værkstedet frem til kl. 01.30, og jeg vil ikke afvise, det kan blive udvidet til døgnåbent. Medarbejderne bliver løbende uddannet i teknik, men der fokuseres også i omgangen med vore kunder, og vi indretter vores bilsalg med ”servicepakker”, der er tilpasset den enkelte forbrugers behov og dermed sikrer større loyalitet, fortæller Finn Kjærgaard.

Han er uddannet tekstil ingeniør og har i samarbejde med Michael Mortensen brugt et par år på at tegne domicilet og indretningen, så Sølvsten Biler – forhåbentlig – står godt rustet til en foranderlig fremtid.

- Vi var nødt til at gøre det selv, for der findes ingen rådgivere derude, der har større viden om fremtiden end os. Men det ser ud til at være lykkedes meget godt, for VW-koncernen har adopteret konceptet ”servicefabrik”, og vi har blandt andet haft besøg fra ”Commercial Vehicles” i Hannover, der blev imponeret, da de så vores indretning, og tankegangen om arbejdsgangene bag, siger Finn Kjærgaard.

Læs også: Danfoss fik folkets hyldest ved designfest

Vi har lagt kabelrør på ti cm i diameter under flisebelægningen, så vi er klar til yderligere nye kraftige strømkabler, når den nye ladeteknologi er klar om et par år. Vi er indrettet med separat strømforsyning til drift og lade stationer, og i værkstedet er liftene indrettet, så vi bedre kan håndtere batterierne, der udtages fra bunden af bilerne. Finn Kjærgaard, bestyrelsesformand, Sølvsten Biler

Udviklingen er uforudsigelig

Sølvsten Biler i Viborg er langt fra den eneste forhandler, som er i gang med at indstille sig på en anderledes virkelighed i bilbranchen. Og det gælder også om at have det lange lys på, hvis man skal klare sig i konkurrencen fremover, mener Thomas Møller Sørensen, der er branchedirektør i DI.

- Bilbranchen står over for store forandringer. Produktet forandrer sig, fordi teknologien bevæger sig bort fra brændselsmotorer og henimod forskellige typer af nye drivmidler, ikke mindst el. Vi ser også, at bilerne afgiver flere data og bliver forbundne i netværk, så de fx selv kan ringe til 112, hvis bilen forulykker, fortæller Thomas Møller Sørensen.

Hvilke teknologier, der bliver dominerende, er dog svært at forudsige – og derfor var temaet for Bilbranchens Årsag d. 31. maj da også ’Ny verden – nye vaner’. Her fortalte eksperter fra både Danmark, USA og Norge, hvordan de ser på bilbranchens udfordringer og muligheder i de kommende år – og hvordan mange parametre påvirker udviklingen.

- Politiske beslutninger spiller f.eks. også ind på udviklingen og kan være med til at bidrage til uforudsigeligheden. Det ser vi bl.a. i Norge, hvor ca. hver anden bil, der sælges, nu er enten en elbil eller en hybridbil – og det skyldes massiv politisk støtte til disse biltyper, siger Thomas Møller Sørensen.

Læs også: Alle vil have større investeringer i grøn innovation

Lader fire biler ad gangen - på et kvarter

Den udvikling, tror Finn Kjærgaard også, vil gå endnu stærkere i Danmark. Ikke mindst fordi branchen bliver pålagt krav om lave CO2 udledninger fra de solgte biler. Derfor er huset forberedt til installation af laderstande, der med ny teknologi vil kunne lade op til fire biler ad gangen og med kun et kvarters ladetid.

 - Vi har lagt kabelrør på ti cm i diameter under flisebelægningen, så vi er klar til yderligere nye kraftige strømkabler, når den nye ladeteknologi er klar om et par år. Vi er indrettet med separat strømforsyning til drift og lade stationer, og i værkstedet er liftene indrettet, så vi bedre kan håndtere batterierne, der udtages fra bunden af bilerne, fortæller Finn Kjærgaard.

Læs også: Digitalt knudepunkt skal løfte danske virksomheder udvikling

Det bliver ikke en revolution

Thomas Møller Sørensen påpeger desuden, at der er tegn på, at isør yngre mennesker og byboere kigger på nye måder at have adgang til bil. Fx gennem leasing eller delebiler.

Fokus hos forhandlerne skal derfor også rykkes, men hvor meget og hvor hurtigt afhænger bl.a. af, hvor den enkelte forhandlers kunder bor, hvem de er og hvilke bilmærker, man forhandler.

- Heldigvis, kan man sige, kommer udviklingen næppe til at gå helt så hurtigt, som vi troede for få år siden. Det bliver formentlig mere en evolution end en revolution, men forandringerne er allerede i gang, og det skal man indstille sig på som forhandler, siger Thomas Møller Sørensen.

Mange forhandlere er da også på vej – og resten skal i gang.

- En del forhandlere imødekommer forbrugernes ønsker ved at investere i ny teknologi, der forbedrer kundeoplevelsen, både i forhold til at handle bil eller besøge værkstedet. Nye alliancer ser også dagens lys i disse år, hvor forhandlere samarbejder med nystartede it- virksomheder eller indgår alliancer med delebilsordninger. Og disse nye samarbejder kommer vi til at se mere af fremover, understreger branchedirektøren.

Han bakkes op af Finn Kjærgaard.

- Vi vil fx se ”pop-up” butikker, hvor man kan se nye biltyper på steder med mange mennesker, og hvor salget derefter kan foregå online. Og så bliver data i høj grad nøglen til fremtiden, fordi vi med kundernes accept fx kan tilbyde information om online overvågning af bilens service behov – fx service og forestående tekniske opdateringer - samt en lang række andre services, som vi kun kan begynde at se begyndelsen af omfanget på, siger Finn Kjærgaard.

Læs også: Offentlige myndigheder drukner virksomheder i dyre GDPR-aftaler

Lotte Malene Ruby
Skrevet af:

Lotte Malene Ruby

Thomas Møller Sørensen

Thomas Møller Sørensen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3383
  • Mobil +45 2684 3014
  • E-mail tms@di.dk

Relateret indhold