Den sydafrikanske storby Cape Town lider under massiv vandmangel, hvilket ses i gadebilledet og mærkes, da indbyggere og besøgende instrueres i at spare på vandet - blandt andet ved hjælp af dansk teknologi.

Foto: DI
18.05.18 DIB Nyheder

Danske vandmålere virker i sydafrikansk vandkrise

En række danske virksomheder har denne uge været i Sydafrika for blandt andet at tale om dansk teknologi, der kan løse den massive vandmangel, som Sydafrika og mange andre lande oplever.

I foråret 2018 var der en reel risiko for, at den sydafrikanske storby Cape Town kunne løbe helt tør for vand.

En kombination af flerårig tørke og manglende investeringer i vandinfrastrukturen betød, at hver af områdets knap 3,4 millioner borgere måtte rationere vandet. Turister fik besked på at bade i en spand for at genbruge vandet til rengøringen, og de lokale blev opfordret til at ikke skylle ud i toilettet hver gang.

I dag må hver person maksimalt lukke 50 liter vand ud af hanen om dagen – hvilket er under halvt så meget, som danskernes daglige forbrug.

Læs også: Ny kortlægning udpeger globale muligheder for dansk vandteknologi

Visualiseringen af vandforbruget har ført til en umiddelbart reduktion hos forbrugerne. Jesper Daugaard, Senior Vice President, Global Marketing, i Kamstrup

Visualisering viser vejen til at vandspare

En af de løsninger, som Cape Town har benyttet til at spare på vandet, er vandmålere fra danske Kamstrup.

Målerne er blevet installeret i flere huse og hoteller og giver et nemt overblik og en visualisering af vandforbruget. Det har fået forbrugerne til at tænke mere over vandforbruget og sparet på de dyrebare dråber. Ifølge Kamstrup har det betydet en halvering af vandforbruget på hotellerne.

- Visualiseringen af vandforbruget har ført til en umiddelbart reduktion hos forbrugerne, siger Jesper Daugaard, Senior Vice President, Global Marketing, i Kamstrup.

Læs også: Ny kortlægning udpeger globale muligheder for dansk vandteknologi 

Øget efterspørgsel efter danske løsninger

Jesper Daugaard er i denne uge på besøg i netop Cape Town til vand- og energimessen African Utility Week, der er den største af sin slags i Afrika. Her er en række danske virksomheder, den danske ambassade i Sydafrika og Dansk Industri (DI) med for at fortælle om nogle af de danske løsninger som kan hjælpe lande og byer som Cape Town med at spare på vandet.

- African Utility Week er en fremragende platform for Kamstrup til at præsentere vores løsninger og komme i dialog med vandforsyninger – ikke bare fra Sydafrika, men fra flere afrikanske lande. At messen bliver holdt i Cape Town, der for tiden befinder sig midt i den værste vandkrise, bidrager blot yderligere til et stigende behov for intelligente vandteknologiløsninger, siger Jesper Daugaard.

Han ser en markant øget efterspørgsel efter løsninger som virksomhedens vandmålere.

- Vi ser et stigende potentiale både i Sydafrika, men også i lande som Ghana og Kenya. Langt de fleste afrikanske lande kæmper med et vandtab på omkring eller over 50 procent. Intelligente målerløsninger – til forbrugsmåling og monitorering af forsyningsnettet – er et vigtigt skridt mod nedbringelsen af vandtabet, siger Jesper Daugaard, som dog også efterlyser bedre offentligt støttede muligheder for at komme ud på eksportmarkederne.

- Vi savner dog danske finasieringsløsninger, der kan understøtter eksportmulighederne, siger han.

 Læs også: Ballade i valutaland: Virksomheder tager selv skraldet

Danmark gør en forskel

DI arbejder for at øge virksomheders muligheder for at komme ind på eksportmarkeder og har det seneste halvandet år samarbejdet med den sydafrikanske tænketank National Business Initiative om at dele viden om mulighederne med offentligt-privat partnerskab-projekter (OPP) inden for vandområdet.

Og der er behov for at få nye investeringer og ikke mindst nye idéer på banen, når vandkrisen skal løses i Afrika såvel som resten af verden, forklarer Mads Qvist Frederiksen, konsulent i DI International Business Develpoment (DIBD).

- Vi har nogle erfaringer i Danmark inden for vandløsninger, der kan implementeres i hele verden. Danske virksomheder har allerede en del erfaringer fra Sydafrika, og deres produkter er virkelig med til at gøre en forskel. Blandt andet med Kamstrups vandmålere og Grundfos, som er med til at drive et anlæg, der kan afsalte havvandet, siger Mads Qvist Frederiksen, som er med til African Utility Week.

Læs også: Danske virksomheder er varme på Argentina

Verdensmål-samarbejde i Kenya

Det er er dog ikke kun i Sydafrika, at innovative danske løsninger kommer i spil. For nylig valgte Nordic Development Fund at støtte en gruppe nordiske partnere med DI i spidsen, der vil løse nogle af Afrikas klimaudfordringer med det nye samarbejde ”Nordic Green Hub” placeret i Kenyas hovedstad, Nairobi.

Projektet står på skulderne af FN’s Verdensmål og vil være med til at skabe nye partnerskaber mellem Kenya og nordiske virksomheder.

- Viden og teknologi til at spare på vandet er højt på dagsordenen med både FN’s Verdensmål og direkte i mange lande og byer. Derfor er det vigtigt, at danske virksomheder viser flaget og kommer i forbindelse med dem, der efterspørger løsningerne. Vandkrisen i Cape Town er et eksempel på, at der skal handling til fra alle side, siger Mads Qvist Frederiksen.

Fakta

- Store dele af vandinfrastrukturen i Sydafrika blev bygget i 1970’erne og 1980’erne og er ikke blevet renoveret siden.

- Det er vurderet, at Sydafrika har behov for mere end 300 mia. kroner i investeringer inden for vand for at sikre vand til alle inden 2030 vurdere de nationale myndigheder.

- Udbygningen og renoveringen af infrastrukturen kan være muligt med private investorer eller f.eks. igennem større OPP-projekter hvor private partnere driver et vandværk over 30 år. Erfaringerne med dette er begrænset, men primært fordi at viden om, hvilke løsninger, det private tilbyder, er begrænset i kommunerne, som leverer vand til borgerne.

 

Kilde: DIBD

Niels Petersen
Skrevet af:

Niels Petersen

Mads Qvist Frederiksen

Mads Qvist Frederiksen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4928
  • Mobil +45 6162 0683
  • E-mail mafr@di.dk

Relateret indhold