Der samles kompetente personer og kræfter i den nye Digital Hub Denmark, som skal løfte Danmarks digitale udvikling.

Foto: Colourbox
11.05.18 DIB Nyheder

Nyt digitalt knudepunkt skal løfte virksomheders udvikling

Den nystiftede Digital Hub Denmark skal gøre Danmark til et af de førende digitale vækstmiljøer i Europa. DI glæder sig til at få løftet virksomhedernes digitale udvikling og evne til at tiltrække digitale talenter.

Kunstig intelligens, big data og internet of things. 

Den digitale udviklings nøgleord er blandt de punkter, som det nystiftede digital knudepunkt, Digital Hub Denmark, skal hjælpe Danmark med at være førende indenfor i fremtiden. 

Onsdag blev Digital Hub Denmark formelt stiftet som et offentlig-privat partnerskab mellem staten, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Finans Danmark.

Digital Huib Denmark skal bidrage til, at Danmark er blandt de førende digitale digitale vækstmiljøer i Europa. Tanken bag partnerskabet er at følge med omverdenen og styrke digital innovation i virksomheder og tiltrække talenter og investeringer til Danmark.

Læs også: Ny digital infrastruktur vil spare virksomheder 400 mio kr. årligt

Digital Hub Denmark skal sætte en strategisk retning for det digitale vækstmiljø. Brian Mikkelsen (K), erhvervsminister

Skal sætte strategisk retning

- Danmarks fremtidige vækst og velstand afhænger af, at vi udnytter de nye teknologiske muligheder til at skabe vellønnede arbejdspladser og digital innovation, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i en pressemeddelelse

Derfor skal Danmark være en frontløbernation indenfor kommerciel udnyttelse af kunstig intelligens, internet of things og big data, forklarer ministeren videre.

- Digital Hub Denmark skal sætte en strategisk retning for det digitale vækstmiljø i Danmark, der skal bygge videre på eksisterende successer og understøtte og skabe sammenhæng mellem de mange løfterige initiativer på området, siger han. 

Læs også: Kronik: Teknologipagten skal skabe Danmarks fremtid

Vil gøre Danmark attraktivt

Digital Hub Denmark er en opfølgning på regeringens "Strategi for Danmarks digitale vækst", som blev offentliggjort i januar. I den forbindelse roste en række topchefer regeringens nye strategi og tankerne om den digitale hub. 

- Vi skal være et af de lande, hvor man er kendt for at gå op i digitalisering. Både i det offentlige, i forskningsmiljøet og på virksomhederne. Og det kan en digital hub bidrage til. Digital hub kan blive en rigtig god reklamesøjle, sagde André Rogaczewski, adm. direktør i Netcompany

DI's Digitaliseringspanel foreslog i 2016 den digitale "hub". Derfor glæder det også fagleder i DI Digital Christian Hannibal, at Digital Hub Denmark er en realitet. 

- Med Digital Hub Denmark får vi sat en klar retning for den danske digitale udvikling. Det er utroligt vigtigt, at Danmark rykker sig på det digitale område, som i disse år udvikler sig som stor hast på verdensplan. Hvis Danmark skal følge med, skal der initiativer som Digital Hub Denmark til, siger han.  

Christian Hannibal forventer især, at Digital Hub Denmark kan markedsføre Danmark som et af de bedste steder at være for digitale talenter. Det vil tiltrække nogle af de kompetencer, som mange danske virksomheder for tiden efterspørger i stor grad, men desværre ofte har svært ved at finde. 

- De nye kompetencer, der samles, og en attraktiv profil for de digitale talener vil være en stor hjælp for de virksomheder, som allerede er i gang med at tænke digitalt og for de virksomheder, som står klar til at komme i gang, siger han. 

Fakta

Digital Hub Denmark støttes med 110 mio. kr. i 2018-2022. 

 

Det suppleres af midler fra partnerkredsen, Industriens Fond, samt andre deltagende private virksomheder, fonde og organisationer.

 

Bestyrelsen for Digital Hub Denmark består af følgende medlemmer:

- Per Kogut, CEO, NNIT (Formand)
- Michael Dithmer, Departementschef, Erhvervsministeriet (næstformand)
- Lars Frelle-Petersen, Direktør, DI
- Henrik Bodskov, Adm. Direktør, IBM
- Geert Laier Christensen, Underdirektør, Dansk Erhverv
- Ulrik Nødgaard, Adm. Direktør, Finans Danmark
- Susanne Hyldelund, Direktør, The Trade Council
- Hanne Meldgaard, Direktør, Uddannelses- og Forskningsministeriet

Kilde: Erhvervsministeriet 

Niels Petersen
Skrevet af:

Niels Petersen

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold