DTU's rektor: Innovation fejler uden universiteterne
Virksomhederne skal samarbejde med universiteterne, når de investerer i deres projekter. Det mener rektor på DTU Anders Bjarklev, der tirsdag holdt en tale i Industriens Hus til konferencen Danish IP Fair.
Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteter og rektor på DTU, kom tirsdag med en løftet pegefinger til de virksomheder, der investerer i forskning fra universiteterne.
Universitetsprojekterne skal ikke ses som en formular, virksomheder kan købe og selvstændigt videreudvikle på, sagde han.
- Vi sælger ikke forskningprojekter som en færdig pakke, virksomhederne kan købe og bruge, som de vil. Uden samarbejdet er der stor sandsynlighed for, at projekterne vil fejle, sagde rektoren og tilføjede:
- Vi vil gerne have, at de her projekter bliver udviklet ordentligt. Det er derfor, vi laver dem.
Han blev bakket op ad Claus Voigt Andersen, der er teamleder på DTU’s innovationsafdeling.
Han påpegede, at megen ny teknologi, der kommer fra universiteterne, kræver ”en stor del teknologioverførsel”. Derfor skal virksomhederne se samarbejdet med universiteterne som en måde at udvide deres egne udviklingskompetencer på, sagde han.
Forskning møder den kommercielle verden
Udtalelserne kom i forbindelse med Danish IP Fair, der tirsdag blev afholdt i Dansk Industri (DI). Her mødte forskere op fra samtlige af landets universiteter for at præsentere deres projekter for mulige investor-virksomheder.
Det foregik blandt andet gennem korte møder, virksomhederne kunne afholde med forskerne i løbet af arrangementet.
Claus Voigt Andersen fra DTU, der har været med til at stable arrangementet på benene, kunne midt på dagen berette at, der var etableret 220 møder mellem investorer og forskere.
- Det viser, at der er interesse for de her cases. Ultimativt kommer der samarbejdsaftaler ud af det, sagde Claus Voigt Andersen.
Blandt andet medicinalvirksomheden LEO Pharma deltog for at se efter nye teknologier, der kunne have virksomhedens interesse.
- Jeg har været tilfreds med de møder, jeg har haft. Det er vigtigt for dansk innovation, at der er kontakt mellem den tidlige forskning på universiteterne og industrien, der har mulighed for at kommercialisere tankerne, sagde Louise Bastholm Jensen, der er Exploratory Lead hos LEO Pharma.
Skrevet af:
Oliver Fruergaard