Mens strømmen af østeuropæere til de danske arbejdspladser tager af, kommer flere sydeuropæere til. Og det er godt, mener Dansk Industri.

06.06.18 DIB Nyheder

Maskiningeniøren kan også komme fra Portugal

Danske virksomheder har længe fundet medarbejdere i bl.a. Polen, når der manglede kvalificerede medarbejdere i Danmark. Tilstrømningen fra øst er løjet af, men flere virksomheder vender til gengæld blikket mod Sydeuropa. En af dem er Tresu Group i Bjert.

Næsten 11.000 sydeuropæere er i dag fuldtidsbeskæftigede i Danmark – og det er tre gange så mange som for ti år siden.

En af dem er portugiser, ph.d. i mechanical engineering og ansat hos TRESU Group i Bjert syd for Kolding. Virksomheden er en førende, højt specialiseret produktionsvirksomhed inden for produktion og levering af flexo trykmaskiner. Alligevel har de ind imellem haft problemer med at finde medarbejdere med de helt rigtige kompetencer på det danske arbejdsmarked, hvor visse medarbejdergrupper kan være svære at rekruttere.

- Derfor har vi gået med mange overvejelser om at kigge uden for landets grænser. Vi samarbejder med et konsulentbureau inden for vores engineering-afdelinger, som bruger bl.a. portugisiske maskiningeniører. Via dette bureau er vi kommet i kontakt med nogle dygtige konsulenter, fortæller Vibeke Mølgaard Hansen, som er HR Manager i TRESU A/S.

En af konsulenterne henvendte sig efterfølgende og forhørte sig om muligheden for at blive fastansat hos TRESU Group.

- Det var vi selvfølgelig interesseret i, og i dag er han fastansat og bor i Danmark med sin kone.

Virksomheden benytter sig også fortsat af portugisiske konsulenter. En af dem er i dag bosat i Portugal, men flyver frem og tilbage til Danmark, når hans projekter kræver det.

Læs også: Tag hånd om samfundet, hvis du vil holde på de unge medarbejdere

Indtil nu har mange virksomheder jo rekrutteret i Østeuropa, men tilstrømningen er blevet svækket af, at væksten er øget og arbejdsløsheden er faldet i bl.a. Polen. Steen Nielsen, Vicedirektør

Højt uddannelsesniveau i syd

- Vores erfaring med bl.a. de portugisiske medarbejdere og konsulenter er meget positive. Uddannelsesniveauet og den tekniske forståelse er høj, de taler godt engelsk og er i det hele taget dygtige og meget engagerede, siger Vibeke Mølgaard Hansen.

Derfor mener hun i høj grad, at det kan være værd at investere i sydeuropæiske medarbejdere, hvis de har de rigtige tekniske kompetencer.

- Hvis de tekniske kompetencer er på plads, men der mangler lidt på engelskkundskaberne kan det godt betale sig at sørge for sprogundervisning. Det gør vi allerede i dag i forhold til nogle af vores danske ansatte, hvis de skal arbejde på projekter i udlandet. Vi har gode erfaringer med individuel tilpasset undervisning, som foregår på virksomheden, og vi er indstillet på at tilbyde undervisning, hvis det er nødvendigt, fortæller Vibeke Mølgaard Hansen.

Læs også: Wilbek fra Viborg: Nu skal de sidste ledige i sving

Fastholdelse på længere sigt

HR Manageren fra TRESU Group mener også, at der er gode muligheder for at fastholde medarbejderne i Danmark – især hvis de får den rette hjælp til at etablere sig både på arbejdspladsen og udenfor.

- Fastholdelse kræver, at det ikke kun er medarbejderen selv, men også en evt. ægtefælle eller partner og børn, som skal falde godt til. Dette er virkelig essentielt og noget, som virksomhederne skal være opmærksomme på, siger Vibeke Mølgaard Hansen.

TRESU Group har i den sammenhæng benyttet sig af flere forskellige instanser. Blandt andet Work-Live-Stay Southern Denmark, der sammen med en række syddanske kommuner har udviklet et bosætningskoncept.

- Vi benytter os af tilflytterservice i Kolding-afdelingen, som bl.a. kan rådgive familien i forhold til bolig, daginstitution og skoler samt spouse-netværk, som også er et vigtigt element i fastholdelsen, siger Vibeke Mølgaard Hansen.

Steen Nielsen, som er underdirektør i Dansk Industri (DI), bakker op.

- Vi ved, at familiens trivsel har stor betydning for, om en medarbejder vælger at blive eller rejse igen. Så det er vigtigt at have fokus på, både i virksomhederne og i lokalområderne, og det er i øvrigt også et område, som vi har fokus på i DI, siger han.

Læs også:  Manglende venner koster attraktiv udenlandsk arbejdskraft

Færre medarbejdere fra Østeuropa

Det, at danske virksomheder har fået gang i rekrutteringen i Sydeuropa, er godt og vigtigt, mener Steen Nielsen.

- Indtil nu har mange virksomheder jo rekrutteret i Østeuropa, men tilstrømningen er blevet svækket af, at væksten er øget og arbejdsløsheden er faldet i bl.a. Polen. Omvendt er arbejdsløsheden stadig høj i lande som Italien, Grækenland, Spanien og Portugal. Så medarbejderne herfra skal være velkomne, hvis de har de kompetencer, som vi mangler.

Læs også: Vild jobvækst i servicebranchen

Fakta

Rådgivning om globale talenter

 

Dansk Industri arbejder gennem DI Global Talent for at gøre det lettere for danske virksomheder at rekruttere og fastholde udenlandske medarbejdere.

 

Læs mere om indsatsen her 

Lotte Malene Ruby
Skrevet af:

Lotte Malene Ruby

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold