DI Business Nyheder

Nøgletal: Amerikansk ledighed er den laveste i 18 år

I USA blev der skabt lidt færre jobs end forventet i april, men den amerikanske ledighed er historisk lav.

Amerikansk kongetal viser, at der i USA blev oprettet 164.000 nye arbejdspladser i april. Samtidig faldt ledigheden til 3,9 procent.

- Jobvæksten var lidt lavere end ventet, men det skal ses i lyset af et presset arbejdsmarked. Ledigheden er kommet så langt ned, at det er svært at opretholde en høj jobskabelse måned efter måned. Det er simpelthen ved at blive umuligt at finde nye medarbejdere, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

- Donald Trump har travlt med at lukke USA af for omverden for at beskytte amerikanske arbejdspladser, men jobrapporten viser, at beskæftigelsen er rekordhøj og at ledigheden ikke har været lavere i 18 år, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Den amerikanske centralbank (FED) har hævet renten seks gange siden december 2015, og der er flere rentestigninger i vente.

Stærke amerikanske kunder er godt for danske virksomheder, og sammen med de seneste ugers styrkelse af dollaren er USA mulighedernes land Allan Sørensen, Chefanalytiker

- Jobrapporten viser et arbejdsmarkedet under pres, og det vil tvinge FED til at stramme renteskruen yderligere. Et stigende antal amerikanske virksomheder har svært ved at besætte tomme stillinger, og samtidig er inflationen på vej op, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Lav ledighed og stigende lønninger giver amerikanerne jobsikkerhed og flere dollars til forbrug.

- Stærke amerikanske kunder er godt for danske virksomheder, og sammen med de seneste ugers styrkelse af dollaren er USA mulighedernes land. Vi håber ikke, at Donald Trump gør alvor af sine protektionistiske udmeldinger, da det vil give os flere udfordringer end muligheder, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Amerikanerne købte sidste år danske varer og tjenester for næsten 125 mia. kr., hvilket gør USA til Danmarks næststørste eksportmarked – kun overgået af Tyskland.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret