DI Business Nyheder

Nøgletal: Eksporten skuffer

Eksporten af varer daler trods fortsat pæn vækst i verdensøkonomien

Vareeksporten faldt med 0,4 pct. i marts. For hele 1. kvartal faldt vareeksporten med 1,2 pct., mens tjenesteeksporten faldt med 0,3 pct. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Eksporten havde et dårligt første kvartal, hvilket er utrolig skuffende, da vi står midt i et globalt opsving, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

- Faldet i eksporten skal ses i lyset af den stærke krone. Mange valutaer har mistet værdi over for kronen, og det betyder, at vi får færre kroner for vores eksport. En del af tilbagegangen i eksporten kan altså skyldes priseffekter, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Mange valutaer har mistet værdi over for kronen, og det betyder, at vi får færre kroner for vores eksport Allan Sørensen, Chefanalytiker

Et parti varer solgt for 1 mio. dollars ville for et år siden have givet en dansk omsætning på 6,8 mio. kr., men i dag er værdien reduceret til 6,2 mio. kr.

- Der er pæn vækst i verdensøkonomien, og den er bredt fordelt på alle regioner. Det globale opsving bør umiddelbart føre til en stigende eksport, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

- Valutakurser og handelskonflikt kan give eksportvirksomhederne store udfordringer i 2018. Det er især afgørende, at den verserende handelskonflikt mellem USA og Kina ikke eskalerer og breder sig. Det vil for alvor skade dansk eksport, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret