18.05.18 DIB Nyheder

Pensionsboss til nordjyske virksomheder: Ring til mig, hvis I har et godt projekt

En lav obligationsrente har fået PensionDanmark til at gå på jagt efter alternative investeringer med et bæredygtigt tilsnit. Det kan komme de nordjyske virksomheder til gavn, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen.

Nordjyske virksomheder med fokus på bæredygtighed kan med fordel tænke på pensionsbranchen som en kilde til kapital.

Sådan lyder meldingen fra PensionDanmarks adm. direktør Torben Möger Pedersen, der i går var blandt oplægsholderne til DI Aalborgs årlige erhvervstræf.

- Vi og andre pensionsselskaber har den udfordring, at obligationsrenten lige nu er tæt på nul og nok forbliver der i nogle år. Derfor søger vi efter andre investeringer, der kan give et bedre afkast - og som ikke har den usikkerhed, børsnoterede aktier har, siger han.

Og disse investeringer må meget gerne have et bæredygtigt fokus.

- Virksomheder, der har brug for en kapitalpartner med en lang tidshorisont, kan med fordel tænke på os. Er der en nordjysk virksomhed med et interessant projekt, må de meget gerne ringe til mig, siger PensionDanmarks adm. direktør.

Ifølge Torben Möger Pedersen skal op imod 20 procent af PensionDanmarks investeringer i de kommende år gå til bæredygtige investeringer inden for byggeri eller infrastruktur.

Og det er vel at mærke ud af en pensionsformue på 230 milliarder kroner. Samtidig ser pensionsdirektøren gode muligheder for, at virksomhederne kan hente investeringer fra andre pensionskasser.

- Den samlede pensionsformue i Danmark er på 4.000 milliarder kroner. Det sætter en tyk streg under, at der er en dyb pool af kapital til investeringer, siger han.

Læs mere om DI's arbejde med FN's verdensmål.

Bæredygtighed er kommet for at blive, så det gælder om at tilpasse vores forretninger og lave noget business ud af det Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg og  adm. direktør i Bladt  Industries

Kunsten at skabe en god forretning

Formand for Dansk Industri (DI) Aalborg Peter Rindebæk, der til daglig er administrerende direktør i Bladt Industries, peger også på mulighederne i bæredygtighed som en af grundene til, at det i år var øverst på dagsordenen til DI’s erhvervstræf, der blev afholdt i Musikkens Hus i Aalborg.

- Alle taler om bæredygtighed. Kunsten er at lave en god forretning ud af det, siger han.

Ifølge Peter Rindebæk skal fokus på bæredygtighed også ses som et klart signal til de nordjyske virksomheder om, at de skal holde øje her.

- Selvfølgelig skal der være fokus på de meget akutte problemstillinger som mangel på arbejdskraft, skatter og afgifter og god infrastruktur. Men det er også vigtigt, at vi engang imellem hæver os lidt op over hverdagens udfordringer og tænker over, hvad vi skal beskæftige os med på lidt længere sigt, siger formanden for DI Aalborg.

Peter Rindebæk mener, at fremtidens vindere bliver de virksomheder, der formår at rykke først og stærkest på bæredygtighedsdagordenen. Det kan de - ifølge ham - gøre ved at understøtte andres bæredygtighed eller ved at inkorporere bæredygtighed i deres forretningsmodel.

- Bæredygtighed er kommet for at blive, så det gælder om at tilpasse vores forretninger og lave noget business ud af det, siger formanden for DI Aalborg.

Verdensmål: Et kinderæg af muligheder

Ifølge adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark er der også al mulig grund til at tro på, at vi i Danmark kan udnytte det øgede fokus på bæredygtighed.

Han fremhæver, at FN’s 17 verdensmål, der blandt andet er rettet mod bæredygtig energi, industrialisering samt ansvarlig forbrug og produktion, er en skattekiste af muligheder for danske virksomheder.

- Det er som at kigge ned i et kæmpestort katalog af løsninger, som danske virksomheder og investorer kan levere, siger Torben Möger Pedersen og tilføjer, at det særlige ved verdensmålene er, at det er forpligtende mål, som FN’s medlemslande har skrevet under på, at de vil arbejde aktivt på at nå.

- Vi skal tænke på Danmark som et kinderæg i den sammenhæng. For det første er vi som nation en showcase på, at udfordringerne kan håndteres. For det andet kan en hel række af danske virksomheder levere løsninger, der kan bidrage til en mere bæredygtig verden.Og for det tredje har vi en stærk dansk pensionssektor, der kan tilbyde fuld finansiering af bæredygtige projekter, siger han. 

Nordjyske virksomheder er foran på point

I DI er man helt enige i, at nordjyske virksomheder har nogle særlige kompetencer på det her område.

- Det kan godt være, at virksomhederne ikke taler så meget om verdensmål og bæredygtighed. Men i praksis driver de meget ofte en forretning, der flugter med målene. Det betyder også, at de er enormt godt rustet til at drage nytte af de muligheder, der er, siger direktør Thomas Bustrup, der også var i Aalborg for at deltage i erhvervstræffet, og tilføjer:

- De nordjyske virksomheder skal være opmærksomme på, at de rent faktisk gør meget af det rigtige allerede. Det giver dem et stort forspring i de kommende år.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Relateret indhold