Betina Vandel  (anden fra højre) blev mandag kåret til Årets Lærling i DI Trekantsområdet.

Foto: Nils Rosenvold
29.05.18 DIB Nyheder

Sej kamp for Betina at blive Årets Lærling

I en alder af 40 år er Betina Vandel fra Jelling blevet uddannet som styrings- og reguleringsteknikker. Til svendeprøven scorede hun topkarakter, og mandag kårede Dansk Industri hende til Årets Lærling i Trekantområdet 2018.

- Betina har virkelig kæmpet en sej kamp og er endt med et rigtig flot resultat. Hun er gået fra ufaglært til uddannet styrings- og reguleringsteknikker, til trods for at hun er mor til to børn, der nu er 8 og 13 år, og hun selv lider af ordblindhed. Det er imponerende, siger fabriksdirektør Kenneth Lund, Tricon Electric i Kolding, hvor Betina Vandel har været lærling.

Læs også: DI støtter spredning af uddannelsespladser

Mange gange undervejs har jeg været tæt på at fortryde. Godt jeg ikke gjorde det. Betina Vandel, Årets Lærling i DI Trekantsområdet

Betina Vandel startede i 2008 hos Tricon Electric som ufaglært montør, efter hun havde haft flere ufaglærte job. Senere sagde hun ja tak til et tilbud om at gå i lære - og til at investere den tid, det kræver, oven i familieforpligtelserne.

- Mange gange undervejs har jeg været tæt på at fortryde. Godt jeg ikke gjorde det. Jeg er superglad for prisen og synes, at det er en anerkendelse af, at man kan nå meget, hvis man gør en ekstra indsats, siger Betina Vandel.

Læs også: Brev i indbakken: Alle virksomheder får nu mål for lærlinge og elever

- Skoleforløbene har været hårde, men med kollegaers støtte og en kæmpe ekstra indsats fra Betina, hvor dagligdagen i familien samtidig skulle fungere, er hun kommet igennem, siger Kenneth Lund.

Betina Vandel fik overrakt prisen som Årets Lærling af formanden for DI Trekantområdet, adm. direktør Helle F. Andersen, Exxit 59 A/S i Vejle og borgmester Jørn Pedersen (V), Kolding Kommune, i forbindelse med regionalforeningens erhvervstræf i Vejle mandag.

- Tricon Electric skal have ros for at give Betina muligheden for at få den faglige uddannelse, hun står med i dag. Det er et rigtig godt eksempel for andre virksomheder. Det giver ikke mindst troen på, at det kan lade sig gøre at tage en faglig uddannelse - også selvom man er ordblind - og det giver troen på, at der blandt vore ufaglærte voksne medarbejdere findes rigtig mange, der vil have glæde af at tage en faglært uddannelse, siger Helle F. Andersen.

Relateret indhold