En stor dag for Eline – og for hendes gamle historielærer
I minutterne efter Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S) havde hædret Eline Regina Nielsen, Lindpro A/S, med prisen som Årets Lærling i DI Region Hovedstaden opdagede han, at hun var en af hans elever fra folkeskolen.
Ambitiøs, stort engagement, meget vellidt blandt kollegerne, formand for lærlingeklubben i København, rollemodel, fagligt dygtig, udfører sit arbejde fejlfrit samt ikke mindst topkarakter og medalje til svendeprøven.
- Det er jo helt usandsynligt, at man kan hæfte så mange roser på en enkelt person – men det kan man på Eline.
Ordene kom fra administrerende direktør på Lindpro i Glostrup, Claus Fibiger, der sammen med repræsentanter for DI, der uddeler lærlingeprisen, borgmester Steen Christiansen og ikke mindst 100 medarbejdere fejrede Eline på Lindpro i Glostrup, hvor hun er udlært.
Og æren dryppede lidt på borgmesteren, der som folkeskolelærer havde haft Eline til historie. Han fokuserede i sin tale på det fornuftige i at vælge at blive faglært.
”En faglært uddannelse er simpelthen en rigtig god basis for et godt liv – både økonomisk, arbejdsmæssigt og ved at give så mange muligheder for videreudvikling. Eline har taget ansvar for sit eget liv ved at vælge en faglært vej, og hun er et fantastisk forbillede for sine jævnaldrende,” sagde Steen Christiansen.
At blive elektriker er simpelthen den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv Eline Regina Nielsen, nyudlært elektriker hos Lindpro
Fra student til lærling
Eline blev udlært den 15. december 2017 som elektriker med speciale i styrings- og reguleringsteknik. Hun er ikke gået den slagne vej gennem uddannelsesjunglen, men har blandt andet en flot studentereksamen og arbejde i forskellige brancher med sig.
Og selv om hun mødte masser af fordomme fra omverdenen, da hun gik i lære som elektriker, har hun til fulde bevist, at hun har fundet sin rette hylde.
- At blive elektriker er simpelthen den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv, siger Eline Regina Nielsen og fortsætter:
- At arbejde som elektriker er vildt spændende. Der er meget praktik, men også masser af teori og intellektuelle udfordringer. Det er simpelthen problemløsning på højt niveau. Og blandt andet fordi der er flest mænd blandt kollegerne, så er der ikke så meget snak, men mere handling.
Fra lærling til installatør
Eline Regina Nielsen har besluttet at hun vil videreuddanne sig til el-installatør. Og hun håber, at hendes lærlingepris kan lokke flere unge til at gå erhvervsskole-vejen.
- Det er jo fantastisk at blive hædret med denne pris. Men allermest håber jeg, at prisen kan sætte mere fokus på, hvor god en uddannelse erhvervsuddannelserne er, så det kan vække interesse hos flere unge end i dag, siger Eline Regina Nielsen.