Virksomhederne kigger efter vækstøkonomier, når de vælger eksportmarkeder.

Foto: Colourbox
18.07.18 DIB Nyheder

Danske varer rejser længere ud i verden

Danmark har udvidet eksportmarkedet siden finanskrisen, og i dag lander eksportvarerne i gennemsnit godt 2900 kilometer væk hjemmefra, viser ny rapport fra DI.

En gennemsnitlig dansk eksportvare transporteres i dag næsten 2900 kilometer ud i verden, viser en ny rapport fra Dansk Industri (DI).

Det er 600 kilometer længere end i 2008, hvor en ustabil eurpæisk økonomi fik danske eksportvirksomheder til at søge nye græsgange, forklarer chefanalytiker i DI Allan Sørensen.

- Under finanskrisen søgte virksomhederne længere ud i verden for at finde kunder til deres produkter, da de ikke kunne afsætte nok herhjemme, siger han og tilføjer, at virksomheder oftest eksporterer til de lande, hvor der er stigende vækst.

Han peger på Asien og Sydamerika som eksempeler på regioner med en voksende økonomi, som i fremtiden vil udgøre en større del af eksportmarkedet. 

- De danske nærmarkeder har lige nu et højt velstandsniveau og købekraft, men deres andel af markedet vil med tiden blive mindre, siger Allan Sørensen.

Usikkerhed kan bremse eksportrejsen

Det er dog forudsat, at usikkerheden på det internationale marked ikke vokser – for det kan ifølge Allan Sørensen få virksomhederne til at søge tilbage mod det europæiske marked, hvor der er større stabilitet.

- Handelskrigen gør det sværere at ramme de fjerner markeder i andre dele af verden. Mange af vores medlemmer følger situationen tæt, da det har direkte indflydelse på forretningen, siger han.

Mens den gennemsnitlige eksportafstand er vokset betydeligt siden finanskrisen, er den de sidste tre år bremset. Ifølge Allan Sørensen skyldes det, at økonomien i Europa er blevet bedre.

- De seneste års opsving i den europæiske økonomi har vækket forbrugerne på nærmarkederne, siger han.

 Skrevet af: 
Oliver Fruergaard

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold