Peder R. Pedersen, adm. direktør, Weibel Scientific Allerød

29.08.18 DIB Nyheder

Debat: Nød gør din virksomhed stærkere

Ingeniørmangel gjorde, at Weibel Scientific blev et år forsinket med lancering af droneradarer. Men situationen er med til at holde virksomheden på mærkerne, skriver Peder R. Pedersen, adm. direktør, Weibel Scientific.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men manglen på kvalificerede medarbejdere kan faktisk gøre din virksomhed stærkere. Sagen er, at vi i mange år har manglet højt kvalificerede ingeniører i Weibel Scientific, og det ville selvfølgelig være et drømmescenarie, hvis kandidaterne stod klar i lange lige rækker uden for døren – ivrige efter en faglig karriere med gode forhold og spændende udfordringer over hele kloden.

Weibels virkelighed er, at vi har øvet os i 40 år, har skabt verdens bedste radarsystemer, kontrakterne er vundet, og opgaverne ligger klar. Men bagsiden af medaljen er, at vores droneradarer, som vi præsenterede internationalt i juni, er blevet et år forsinket i forhold til vores strategi, fordi vi mangler softwareingeniører! Mange andre virksomheder oplever det samme. Det er ærgerligt for os, og det er ærgerligt for Danmark.

Det er ikke fordi, ingeniørerne fravælger Weibel. Men faktum er, at der er mangel på ingeniører, samtidig med at der er et stort udbud af spændende stillinger. Når vi så kun vil have de allerbedste, så opstår problemet.

I Weibel afholder vi derfor et hav af events, samarbejder med universiteter på både bachelor-, master- og ph.d.-niveau, deltager i messer, speeddater med ingeniører og tilbyder et væld af rundvisninger. Indimellem føles det, som om DTU er flyttet til Allerød. Det er præcis sådan, det skal være, for det er med til at holde os på mærkerne, så vi kan tiltrække de skarpeste hjerner. 

Jeg siger ikke, at nød er positivt, og når alt kommer til alt, så er ingeniørmanglen den største udfordring for os som virksomhed og en hæmsko for vækst. Men kampen om hjernerne kan være med til at skærpe sanserne, fordi du er nødt til at anstrenge dig, have fuldstændig styr på din strategi, og det gør i sidste ende virksomheden stærk.

DI DEBAT

Her kommer medlemmer til orde med synspunkter om vigtige emner for deres virksomhed.

Debatindlæg kan blive bragt her i magasinet, i DI Business’ daglige nyhedsbrev og på di.dk

Vi forbeholder os retten til at udvælge og beskære indlæg i forhold til pladshensyn og relevans. Du kan sende dit indlæg til redaktør Uffe Hansen på ufha@di.dk eller ringe på 3377 3888 for yderligere info.

 

Synspunkter på DI Debat er ikke nødvendigvis udtryk for DI’s holdning.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold