I april havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en samtale under fire øjne med Narendra Modi, lederen af verdens næst-folkerigeste nation Indien.

Foto: Claudio Breciani/TT/Ritzau Scanpix
15.08.18 DIB Nyheder

Det håndtryk kan blive guld værd

Smil, håndtryk og velvilje. Et nedkølet forhold til Indien blev afsluttet i april ved statsminister Lars Løkke Rasmussens møde med Indiens premierminister, Narendra Modi. ”Perfekt timing” lyder det fra virksomheden BWSC’s regionale chef, Mik Hansen.

I april besøgte Indiens premierminister, Narendra Modi, Stockholm til indisk-nordisk handelstopmøde. Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde en samtale under fire øjne med lederen af verdens næst-folkerigeste nation. Det kom der konkrete aftaler ud af, blandt andet inden for energi og fødevarer samt sundhed og life-sciences.

Den efterfølgende besked fra statsministeren var entydig: Der er et kæmpe potentiale i landet mod øst, hvis dansk erhvervsliv netop nu formår at udnytte de mange muligheder. Det er en opfordring som Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S (BWSC) har taget op:

– Udviklingen i de politiske relationer mellem Indien og Danmark er perfekt timing og styrker vores momentum. Vi læner os op ad det gode, danske brand og den markedsføring, som de politiske bånd skaber. Danmark er førende globalt på energi­området, og det kan vi lukrere på og bidrage til. Det giver os simpelthen bedre adgang til beslutningstagerne og vores indiske samarbejdspartnere, siger Mik Hansen.

Han er chef for BWSC’s aktiviteter i Indien og har flere års erfaring fra Sydkorea, Kina og Sydøstasien med at bringe nye produkter ind på voksende markeder. I januar åbnede Mik Hansen BWSC’s Indien­kontor i samarbejde med Dansk Industri, og han ser gode muligheder for at have de første kontrakter på plads inden sommerferien.

Læs også: Carlsberg bruger elefanten som døråbner

Åbner Indien for international handel

– Modi har sat en klar politisk kurs. Han vil åbne Indien op for international handel, bekæmpe det omfattende indiske bureaukrati og så har han store grønne ambitioner. Indien er ekstremt forurenet, og samtidig er der et kæmpe behov for at skalere energiproduktionen op, så man kan følge med den økonomiske vækst og stigende levestandard. Det rykker virkelig i Indien, siger Mik Hansen.

Der kom for alvor forbedringer i de dansk-indiske relationer i 2017, hvor flere danske ministre besøgte Indien – et land med over 1,3 milliarder indbyggere og en økonomi med svimlende 7 – 8 procents vækst om året. Senere i år besøger Indiens udenrigsminister og erhvervsminis­ter Danmark og statsministerens nylige møde i Stockholm var den foreløbige kulmination på et diplomatisk nybrud i forholdet mellem Indien og Danmark.

Midt i denne storpolitiske proces landede BWSC’s Mik Hansen i New Dehli. Han lægger vægt på at fortælle de indiske myndigheder om virksomhedens teknologi, og hvordan biobrændselskedler kan bidrage til at løse Indiens enorme problem med forurening.

Risstrå skaber forretning

– Samtidig er der et stort energipotentiale i risstrå, der er et uudnyttet biprodukt fra landbruget. Det er virkelig positivt, at Modi har ambitioner om, at alle kulkraftværker skal omdannes til at håndtere biobrændsel inden 2022, fortæller Mik Hansen over en skrattende telefonlinje fra sit fire mand store kontor i et monsunramt Indien.

Det er virkelig positivt, at Modi har ambitioner om, at alle kulkraftværker skal omdannes til at håndtere biobrændsel inden 2022 Mik Hansen, chef i Indien, BWSC

Og det er en adgang, der er vigtig, fordi Indien på trods af Modi’s bestræbelser stadig er et svært marked med tungt bureaukrati. Derfor tages der i den langsigtede strategi højde for store forskelle fra delstat til delstat.

Men Indien er også blevet et mere stabilt marked under Modi. Erhvervsstrukturerne bliver bedre, mens stat og lokale virksomheder får mere interesse for og erfaring i at samarbejde med vestlige selskaber.

Læs også: Arla: Nye markeder kræver mere - og mere professionel – sikkerhed

Rivende udvikling og udfordringer

Kunal Singla, der er chef for DI’s kontor i Indien, uddyber:

– Der er stadig store udfordringer med korruption, indviklede skatteregler, dårlig infrastruktur og et til tider omfattende bureaukrati. Men Indien er i en rivende udvikling, og der efterspørges alt fra løsninger på de helt store samfundsudfordringer til de daglige og nære forbrugsgoder. Mange danske virksomheder kan levere her.

DI’s kontor i Indien bidrager til BWSC med juridisk støtte og har leveret en opstartspakke, der eksempelvis varetager ansættelsen af Mik Hansens lokale medarbejdere. BWSC chefen har netop har indgået sit første partnerskab med en lokal virksomhed, der skal stå for dele af kedelproduktionen, mens andre elementer og knowhow hentes fra Danmark.

Nu krydser Mik Hansen fingre for, at hans indiske partnere også kan levere den nødvendige kvalitet, når de første ordrer tikker ind. Derefter kommer tiden til at etablere egen forretning på verdens potentielt største vækstmarked i de kommende år.

Læs også: Nøgletal: DI: Gudskelov! Fremgangen i eksporten fortsætter

Fakta

Indien

• Danmark eksporterede varer og tjenester til Indien for 10,7 mia. kr. i 2017 og importerede for 10,5 mia. kr. Det placerer Indien i top-25 over vores vigtigste handelspartnere.

• Indien rangerer som nummer 100 på Verdensbankens ”2018 Doing Business Index”. Det er første gang, at Indien er blandt de hundrede bedste lande. Danmark rangerer som nummer tre.

• Indien har 1,3 milliarder indbyggere, og vil i 2022 være verdens folkerigeste land.

• Syv byer har mere end 10 millioner indbyggere, middelklassen runder 300 millioner, mens 60 procent af befolkningen er under 30 år.

• Indiens økonomi vokser årligt med syv procent, og dermed fordobles økonomien hvert 10. år.

Gode råd

Gør forretning i Indien

Fra Kunal Singla, kontorchef for DI Indien:

Indien er et enormt stort og forskelligartet marked med 29 forskellige delstater. Derfor er det vigtigt, at man knivskarpt udvælger, hvor i landet man fokuserer, og hvilke kunder man går efter. 

Tålmodighed og risikostyring er nødvendigt, så alle danske virksomheder arbejder med langsigtede planer, der grundigt analyserer, hvordan det indiske marked skal gribes an.

Danske produkter og løsninger har høj anseelse blandt indiske virksomheder og forbrugere, men indiske forretningsfolk er dygtige fagfolk og forhandlere, så det er centralt at være skarp på sine produkters særlige kvaliteter, og hvordan de kan fungere i en indisk sammenhæng.

Gode relationer er altafgørende i indisk erhvervsliv. Kulturforståelse er en åbenlys nødvendighed, og det er kutyme at snakke om familie og private emner.

Kontakt: Kunal Singla, kontorchef, DI Indien, +45 3377 4525, kusi@di.dk

Jeppe Bo Rasmussen
Skrevet af:

Jeppe Bo Rasmussen

Bente Toftkær

Bente Toftkær

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3831
  • Mobil +45 2946 7169
  • E-mail bet@di.dk

Relateret indhold