Mange virksomheder har svært ved at finde medarbejdere. Hos Milestone Systems er der 100 ledige stillinger, der venter på at blive besat, forklarer adm. dir. Lars Thinggaard.

Foto: Milestone Systems
14.08.18 DIB Nyheder

Nye tal: 6 af 10 virksomheder kæmper med at skaffe medarbejdere

60 procent af de danske virksomheder, der jagter nye medarbejdere, har svært ved at nå i mål, viser ny undersøgelse fra DI. I Software-virksomheden Milestone Systems er problemet så stort, at de ofte opgiver af få stillinger besat i Danmark.

100 ubesatte stillinger i Danmark. Det er tallet fra video-software producenten Milestone Systems, som er en af de virksomheder, der mærker den manglende arbejdskraft i Danmark. 

- Vi prøver at finde arbejdskraft i Danmark på alle tænkelige platforme. Men der er det grundlæggende problem i Danmark, at der er en kæmpe kløft mellem overefterspørgsel og underudbud på arbejdskraft, siger Lars Thinggaard, administrerende direktør i Milestone Systems.

Virksomheden står langt fra alene. 

Økonomien vækster, og vi har nogle rigtige gode år. Det skal vi fortsætte med, og det kræver, at vi får den arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger. Ellers risikerer vi, at det går negativt ud over Danmarks vækst og erhvervsklima. Steen Nielsen, Vicedirektør

I en ny rundspørge blandt 465 virksomheder fra DI’s virksomhedspanel angav 60 procent af virksomhederne med behov for at rekruttere, at det har været svært at finde arbejdskraft det seneste år. 

- Det ses ofte, at vores medlemmer må undlade at byde på en ordre, eller ikke kan levere én, fordi de ikke har nok medarbejdere, siger Steen Nielsen, underdirektør i DI.

Læs også: Lokale lønforhandlinger peger på stigende lønninger

Udenlandsk arbejdskraft mangler 

Løsningen for mange virksomheder er at hente ansatte fra udlandet, men hos virksomheden Milestone Systems oplever Direktør Lars Thinggaard flere gange om året, at det er umuligt at hente kandidater med de rette kompetencer til Danmark.

- Løsningen bliver typisk i sidste ende, at vi opgiver at få stillingen besat i Danmark og i stedet ansætter en medarbejder i et af vores udenlandske datterselskaber, siger Lars Thinggaard.

En af barrierene er beløbsordningen, der sætter minimumslønrammen for udenlandsk arbejdskraft fra ikke-EU lande på 417.000 kr. om året. Den rammer især den nyuddannede talentmasse i udlandet. 

- Det er faglærte, vi mangler i Danmark, og for at de skal have mulighed for ansættelse bliver beløbsordningen nødt til at blive sænket, siger Steen Nielsen. DI ønsker minimumslønnen sænket til 325.000 kr. 

Læs også: 5 millioner skal trække talenter over Atlanten

Voldsom stigning i dansk beskæftigelse

Den store efterspørgsel efter arbejdskraft kommer i takt med en voldsom stigning i dansk beskæftigelse over en kort årrække. 

Efter beskæftigelsen i den private sektor ramte et lavpunkt i 2011 på 1,7 mio., er den sidenhen steget til 1,92 mio. i maj 2018 og fortsætter op.

- Økonomien vækster, og vi har nogle rigtige gode år. Det skal vi fortsætte med, og det kræver, at vi får den arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger. Ellers risikerer vi, at det går negativt ud over Danmarks vækst og erhvervsklima, siger Steen Nielsen.

Det er især virksomheder med over 100 ansatte, der oplever det som et alvorligt problem.

Læs også: Virksomheder bruger sommeren på at hyre nye folk

Rasmus Emil Gravesen
Skrevet af:

Rasmus Emil Gravesen

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold