Når USA indfører sanktioner mod Iran, risikerer danske virksomheder at blive klemt på deres handel med USA

07.08.18 DIB Nyheder

DI: EU's Iranreaktion trumfer ikke Trumps

Amerikanske handelssanktioner mod Iran kan tvinge europæiske virksomheder til at følge amerikansk lov, vurderer DI. EU’s modsvar bliver næppe tilstrækkelig effektivt.

USA indfører nye sanktioner mod Iran i en tid, hvor dansk eksport til landet ellers boomer.

Det sætter mange danske virksomheder i en klemme, hvor valget står mellem det iranske eller amerikanske marked.

- INGEN, der handler med Iran, vil have mulighed for at handle med USA, skriver den amerikanske præsident Donald Trump på Twitter tirsdag eftermiddag efter den officielle udmelding af sanktionerne.

Man skal ikke afholde sig helt fra at handle med Iran, men som virksomhed skal man være påpasselig. Peter Bay Kirkegaard, Seniorchefkonsulent

USA forventer dermed, at dets allierede følger samme linje og fratræder atomaftalen, der i 2015 ophævede sanktionerne mod Iran, påpeger Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent i Dansk Industri (DI).

- Amerikanerne har en klar forventning om, at europæiske virksomheder vælger mellem enten det amerikanske eller det iranske marked, men man skal være opmærksom på, at EU jo fortsat står bag atomaftalen med Iran, siger han.

DI's seniorchefkonsulent forklarer, at danske og europæiske virksomheder derfor fortsat kan handle fuldt lovligt med Iran i henhold til de europæiske regler, men de skal være opmærksomme på, at de ikke kommer i karambolage med de amerikanske sanktioner.

Læs også: Danske virksomheder kan puste lidt ud: EU og USA nedtoner risiko for mere handelskrig

Dansk eksport får et nyk nedad

Dansk eksport til Iran er fordoblet, siden sanktionerne blev løftet med indgåelsen af atomaftalen i 2015. Nu står virksomhederne med spørgsmålet, om de skal tro Trumps trusler.

EU’s modsvar til sanktionerne er at aktivere en statut, der skal beskytte europæiske virksomheder mod at blive ramt af de amerikanske sanktioner. Det skal forhindre, at virksomheder bliver forfulgt og ramt af et tilbageslag fra de amerikanske sanktioner.

- Vi sætter pris på EU’s indsats for at holde atomaftalen i live, men mange virksomheder skeler til deres handel i USA og sammenligner med en nedgang i den iranske økonomi. Derfor er det svært at tro, at EU-tiltaget får stor praktisk betydning for virksomhederne, siger Peter Bay Kirkegaard.

Læs også: Midt i en handelsstrid: EU og Japan underskriver frihandelsaftale

En giftig cocktail i Iran

Værst ser det ud for det iranske marked, hvor fremtidsudsigterne er mørke. Det kan allerede mærkes i høj forbrugerskepsis og i den høje inflationsrate, som landet har problemer med.

Peter Bay Kirkegaard peger på, at Iran i forvejen er et lunefuldt marked. Derfor skaber USA en giftig cocktail i den iranske økonomi ved at forsøge at ramme landets handel med både USA og EU.

- Iran er et land, der går en svær tid i møde med de nye sanktioner, og de vil bestemt mærke et nyk i den ellers stigende handel, de har haft med Europa. I Iran havde der ellers været en forventning om massiv økonomisk vækst, men stik modsat er vurderingen i den internationale presse, at uligheden aldrig har været højere. Det betyder ikke, at man skal afholde sig helt fra at handle med Iran, men at man som virksomhed skal være påpasselig, siger han.

Donald Trump har meldt, at sanktionerne vil blive strammet yderligere i november.

Har I spørgsmål til jeres handel med USA eller Iran, er I meget velkommen til at ringe til seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard på telefon 33 77 46 85 eller maile pbki@di.dk 

Rasmus Emil Gravesen
Skrevet af:

Rasmus Emil Gravesen

Peter Bay Kirkegaard

Peter Bay Kirkegaard

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4685
  • Mobil +45 2311 9479
  • E-mail pbki@di.dk

Relateret indhold