Dahlitech i Randers har fordoblet antallet af lærlinge i virksomheden - fra to til fire - for at hjælpe sig selv med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Foto: Dahlitech
DI Business Nyheder

Metalvirksomhed takker nej til ordrer: ”Vi er ikke de eneste”

Metalvirksomheden Dahlitech kan ikke finde nye kvalificerede medarbejdere. Trods fordoblet antal lærlinge må virksomheden derfor takke nej til ordrer. Det samme gør sig gældende for hver tiende danske virksomhed, viser ny undersøgelse.

”Vi søger nye medarbejdere hver anden måned i håb om, at der dukker nogen op, der er kvalificeret. Men de sidste to år har det været nærmest umuligt at få nye kvalificerede folk. Derfor har vi skruet helt ned for salgsindsatsen og har også flere gange takket nej til ordrer fra både eksisterende og potentielle kunder.”

Sådan lyder det fra Søren Dahl Larsen, adm. direktør i metalvirksomheden Dahlitech i Randers. Her arbejder 25 medarbejdere med fremstilling af specialløsninger til dansk industri og byggeri, og direktørens indtryk er, at hans kolleger og konkurrenter i andre metalvirksomheder har samme udfordringer.

- Vi har fordoblet antallet af lærlinge i virksomheden, og lige nu ser det ud til at være vores bedste mulighed for at vokse. Vi er nemlig så heldige, at vores lærlinge for det meste gerne vil blive i virksomheden, når de er udlærte, siger Søren Dahl Larsen.

Læs også: Dækkeservietter giver brancher lærlingeoverblik

Vores klare appel til politikerne er: Sæt nu fokus på, at vores virksomheder har hænder og hoveder nok, så de kan blive ved med at trække ny vækst til Danmark Karsten Dybvad, Adm. direktør

Hver tiende vinker farvel til ordrer

Søren Dahl Larsens indtryk af kollegaernes udfordringer stemmer overens med en ny undersøgelse, gennemført i forbindelse med Dansk Industris årlige ”Lokalt Erhvervsklima” undersøgelse. Den viser, at hver tiende virksomhed oplever, at medarbejdermanglen er så stærk, at det koster ordrer.

- Når vi spørger vores medlemmer, er svaret helt klart: De mangler medarbejdere – på alle niveauer. Vi har en rekordhøj beskæftigelse og en meget lav ledighed. Nu står vi i en situation, hvor det får mange virksomheder til at vælge ordrer fra, og det har klare konsekvenser for både virksomheder og for Danmark for samfund, siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI.

Han påpeger, at situationen har konsekvenser for Danmarks muligheder for at investere mere i uddannelse, i forskning og i infrastruktur.

- Vores klare appel til politikerne er: Sæt nu fokus på, at vores virksomheder har hænder og hoveder nok, så de kan blive ved med at trække ny vækst til Danmark. Det burde ganske enkelt være i alles interesse, siger Karsten Dybvad.

Læs også: 6 af 10 virksomheder kæmper med at skaffe ansatte

Steen Nielsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk
Relateret