"Jeg forventer, at ideerne også kommer til at rette sig mod de virksomheder og organisationer, som er med i arbejdet, der skal løftes på mange fronter, hvis vi skal få det fulde udbytte af hinanden," sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved lanceringen af ny taskforce.

Foto: Benjamin Kotko
27.08.18 DIB Nyheder

Udlandsdanskere føler sig underudnyttet

70 pct. af danskere bosat i udlandet er uenige i, at Danmark er god til at udnytte dem som ressource. Ny taskforce skal sætte dem bedre i spil.

Ca 250.000 danskere – med efterkommere – har bosæde i udlandet. Men en undersøgelse foretaget af organisationerne Copenhagen Goodwill Ambassadors og Danes Worldwide viser, at 70 procent af dem ikke mener, at Danmark er dygtig til at bruge dem som ressource. Hele 80 procent af dem mener ikke, Danmark gør nok for at fastholde deres tilknytning til Danmark.

- Udlandsdanskerne har været en overset ressource, som vi som land skylder os selv at gøre bedre gavn af. De fleste af dem er i den erhvervsaktive alder og ofte specialiserede medarbejdere, der i høj grad er med til at tegne Danmark i udlandet, siger direktør Thomas Bustrup, Dansk Industri (DI).

Læs også: 5 millioner skal trække talenter over Atlanten

Det giver rigtig god mening at tage danskere, der faktisk bor i udlandet, med på råd. De ved nok bedst, hvad der kan virke i deres hverdag Thomas Bustrup, Drift og internationale forhold, viceadm. direktør

Taskforce sætter gang i indsats

Mandag lancerede Copenhagen Capacity – sammen med Udenrigsministeriet og Danes Worldwide – en særlig taskforce, der skal se på, hvordan Danmark kan styrke båndet til danskere i udlandet og drage nytte af deres internationale netværk. Til stede ved lanceringen var også statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i sin tale gav udtryk for sin fulde støtte til initiativet – og at han ser frem til at modtage taskforcens anbefalinger.

- Jeg ser rigtig meget frem til det arbejde, der nu sættes i gang. Jeg forventer, at ideerne også kommer til at rette sig mod de virksomheder og organisationer, som er med i arbejdet, der skal løftes på mange fronter, hvis vi skal få det fulde udbytte af hinanden, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Statsministeren understregede også, at han ser et stort potentiale i de danskere, der bor i udlandet:

- Det er mennesker, som Copenhagen Goodwill Ambassadors, der har ressourcer, lyst og mulighed for at skabe nogle af de relationer, der kan gøre Danmark rigere. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at der ligger et stort uudnyttet potentiale her, udtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Læs også: DI: 6 af 10 virksomheder kæmper med at skaffe ansatte

Udlandsdanskere skal også høres

I spidsen for taskforcen står Flemming Besenbacher, der blandt andet også er formand for Carlsberg Group og Carlsbergfondet. Derudover deltager en række personer fra erhvervsorganisationer. Herunder også Thomas Bustrup og Linda Duncan Wendelboe fra Dansk Industri.

- Vi skal i første omgang undersøge, hvordan vi bedst muligt får udlandsdanskerne til at hjælpe med at fremme Danmarks interesser. Fx ved at promovere og brande Danmark, så flere i udlandet får øjnene op for os som både rejsemål, arbejdssted og investeringsmål, siger Thomas Bustrup.

Undervejs vil taskforcens forslag også blive vurderet af et sounding board bestående af 15 udlandsdanskere.

- Det giver rigtig god mening at tage danskere, der faktisk bor i udlandet, med på råd. De ved nok bedst, hvad der kan virke i deres hverdag, siger Thomas Bustrup.

Læs også: Sommervarme giver dansk turismerekord

Linda Duncan Wendelboe

Linda Duncan Wendelboe

Chef for Medlemsrelationer og SMV-indsatser

  • Direkte +45 3377 3906
  • Mobil +45 9398 8050
  • E-mail lidw@di.dk

Relateret indhold