Frank Mogensen, adm. direktør i it-virksomheden Cloudeon, mener, at GDPR kan være en fordel for europæiske virksomheder.

Foto: Cloudeon
DI Business Nyheder

Virksomhed: ”GDPR kan være et salgsparameter for os”

EU’s nye persondataforordning, GDPR, er ikke så slem, som mange virksomheder gør det til. Det gør nemlig datasikkerhed til et konkurrenceparameter, som europæiske – og danske – virksomheder kan vinde markedsandele med, lyder det fra virksomhed.

Du kan stole på, at vi opbevarer og håndterer din data sikkert.

Sådan kan salgsargumentet i fremtiden lyde for EU-virksomheder, som arbejder med følsom data.

Det mener Frank Mogensen, adm. direktør i it-virksomheden Cloudeon, som arbejder med cloud-løsninger i ind- og udlandet.

- GDPR kan være et salgsparameter for os, når vi skal sælge vores ydelser i Danmark og udlandet. Kunderne kan med GDPR have en sikkerhed for, at vi har høje krav til datasikkerheden, siger han. 

Læs også: Ekspert: GDPR kan gøre EU-virksomheder til vindere

Vi har i vid udstrækning levet med høje krav i Europa i mange år. Frank Mogensen, adm. direktør, Cloudeon

Udlandet skal frygte GDPR

EU’s persondataforordning, der også kaldes GDPR, blev indført i slutningen af maj og er en ny, samlet ramme for, hvordan virksomheder skal opbevare persondata.

Den nye forordning har givet rynkede pandefolder hos mange virksomheder. Men ifølge den amerikanske professor og persondata-ekspert Kim Houser har der i EU i forvejen været høje krav til datasikkerhed, så derfor bør GDPR ikke være en ulempe for EU’s virksomheder – men en fordel, da udlandet er bagefter, når det kommer til datasikkerhed.

Frank Mogensen fra Cloudeon mener også, at det primært er virksomheder uden for EU, der skal frygte GDPR’s nye og højere satser for at bryde med lovgivningen.

- Vi har i vid udstrækning levet med høje krav i Europa i mange år. Det er først nu, at det blev taget rigtig alvorligt med forhøjede bøder og sanktioner. Men jeg ser primært GDPR som noget, store udenlandske virksomheder skal frygte, siger han.

Læs også: Fem fejl i håndtering af persondata

Sælger os på høj persondatasikkerhed

Frank Mogensen har også lagt mærke til rækken af historier, der er kommet frem om misbrug af persondata, som i flere tilfælde har haft forbindelse til nogle af de store, internationale tech-virksomheder.

Det har skabt en stigende mistillid til, hvordan virksomheder håndterer persondata. Blandt andet har Facebook mistet andele efter en sag tidligere i år om handel med persondata, påpeger Frank Mogensen.

- Der er en stigende skepsis derude. Og hvis kunderne taber tillid til, hvordan du som virksomhed håndterer data, så kan meget vel ende med, at du må lukke, siger han.

Professor Kim Houser går også så langt som at kalde ”digital tillid” for den nye valuta, du kan vinde markedsandele med. Det er her, at virksomheder som Cloudeon kan spinde guld.

- I vores tilfælde konkurrerer vi ofte med virksomheder, som har kontorer uden for EU, og hvor medarbejderne måske ikke er vant til samme datasikkerhed som i EU. Her kan vi sælge os på, at vi har base i Danmark og har en høj persondatasikkerhed, siger Frank Mogensen. 

Læs også: Podcast: GDPR efter stormen

Kim Haggren

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk
Relateret