Terminalchef Martin Juhl (tv) har 11 nationaliteter blandt sine 65 timelønnede medarbejdere hos Danske Fragtmænd i Odense - blandt andre 29-årige Khaled Fawzi Rahma, der kom som flygtning fra Syrien sidste år.

Foto: Heidi Lundsgard
12.10.18 DIB Nyheder

Danske Fragtmænd har godt fat i de ufaglærte

Grundig oplæring, dansk på jobbet og nul-tolerance over for racisme er fundamentet i i terminalchef Martin Juhls succes med at holde på sine ufaglærte, timelønnede medarbejdere på fragtterminalen i Odense.

Lange, orange pallestablere fyldt med pakker suser op og ned gennem den næsten 200 meter lange og efterårskølige fragtterminal.

Ved håndtagene står unge og midaldrende mænd. De er i næsten ens arbejdstøj med Danske Fragtmænds rød, hvide logo på brystet – men med ret forskellige hudfarver.

– Vi har i alt 11 nationaliteter ansat, siger terminalchef Martin Juhl. Stemmen afslører, at han er lidt stolt af det.

Læs også: Nøglerolle til bosætningskonsulent

For usexet til danskere

21 af terminalchefens 65 timelønnede medarbejdere har anden etnisk baggrund end dansk.

De kommer fra blandt andet Somalia, Tyrkiet og Vietnam og er ansat som timelønnede og primært ufaglærte på fragtterminalen her på kanten af Odense, tæt på motorvejen til København.

– Vi har ualmindelig svært ved at tiltrække unge medarbejdere med dansk baggrund. De synes, det er for usexet at arbejde i treholdsskift på en fragtterminal, siger Martin Juhl.

Han taler henover en højt læsset palle med vaskemiddel, man lige kan ane gennem de mange lag film, der er viklet om ”tårnet”.

Uanset hvor lidt dansk, du kan, kan du starte arbejde i zone 0. Terminalchef Martin Juhl, Danske Fragtmænd
 Khaled Fawzi Rahma har været hos Danske Fragtmænd i Odense, siden han flygtede til Danmark fra Syrien sidste år.
Foto: Heidi Lundsgaard

Læs artiklen om den 29-årige palæstinenser Khaled Fawzi Rahma, der sidste år flygtede fra Syrien og nu er fast mand på aftenholdet hos Danske Fragtmænd i Odense: "Jeg er meget taknemmelig”

Det er sidst på eftermiddagen, aftenholdet er mødt, og fragtterminalen er ved at geare op til det store ryk.

Der er åbne porte ned langs begge sider af den næsten 200 meter lange hal. Danske Fragtmænds karakteristiske blå lastbiler er bakket op til ramperne, og mændene er i gang med at læsse, mens de råber for at overdøve lyden af pallestablere og gaffeltrucks, der suser rundt mellem paller, vinduer, toiletter, olietønder og alt det andet gods, der er kommet ind i løbet af dagen og nu skal sorteres og fordeles, inden lastbilerne igen skal afsted.

Det virker uoverskueligt. Og det er det også – for udenforstående.

– Alle nye medarbejdere starter i zone 0, siger terminalchefen og peger på den ene ende af hallen, hvor der står noget, der mest minder om securitybåndet med de mange ruller i lufthavnen.

Læs også: Nøgletal: 3.000 flere i job skaber ny jobrekord

Ingen opsigelser i et år

Det er et pakkesorteringsanlæg, hvor medarbejderen står ved ”udtaget” og sorterer og fordeler pakker på paller efter adresser og en postnummer-farve, der passer til de røde, gule, grønne, blå og orange skilte, der hænger i loftet.

Når en medarbejder behersker arbejdsgangen i zone 0, kan han rykke videre til zonerne 1, 2, samt 3 og 4, hvor pakker og paller bliver losset, sorteret, omlastet og til slut læsset (se side 10).

Zone-opdelingen startede som et eksperiment sidste år – et forsøg på at bringe nye medarbejdere hurtigere i flow. Mens medarbejderen arbejder sig igennem zonerne, lærer han fragtterminalen og arbejdsgangene at kende. Og det virker over al forventning.

– Det samme antal medarbejdere flytter nu mere gods hurtigere end sidste år. Og ingen har sagt op i snart et år. Det er helt unikt for en fragtterminal med timelønnede medarbejdere, der arbejder i treholdsskift, siger Martin Juhl. Stolt igen.

Læs også: "Jeg henter de nye medarbejdere på togstationen"

Arbejde uden dansk

Men der skete også noget andet i forbindelse med zone-eksperimentet.

Terminalchefen opdagede, at med zone-opdelingen kan medarbejdere arbejde trods begrænsede sprogkundskaber.

– Uanset hvor lidt dansk, du kan, kan du starte arbejde i zone 0, siger Martin Juhl.

Før ville han instinktivt have sorteret ikke-dansktalende personer fra som kommende nye medarbejdere. Nu kan de arbejde fra dag ét og lære hallen at kende, mens sprogkundskaberne vokser. For sproget er vigtigt på sigt for at kommunikere med kollegerne.

– Dem, der ikke er så gode til dansk, lærer det her på jobbet. Men med 11 nationaliteter har vi næsten altid en, der kan hjælpe, hvis det kniber, siger Martin Juhl.

Læs også: Nøgletal: Færre ledige og rekordmange i job giver virksomhederne panderynker

Vi VIL ikke have racisme

Et par fyre suse forbi og nikker til terminalchefen.

Han siger deres navne og fortæller, at han har en gruppe somaliske mænd ansat i alderen 19 til 50 år. De vil ikke tale med os, men Martin Juhl vil gerne sige noget om dem.

De var nogle lidt utilpassede typer i starten. Havde ikke rigtig kunnet holde på et job andre steder, men nu er de nogle af vores bedste medarbejdere. Terminalchef Martin Juhl, Dansk Fragtmænd i Odense

Så hvad er det, I kan her på fragt­terminalen?

Ud over den grundige oplæring har terminalchefen et par andre principper, der kunne være mejslet ned i betongulvet i hallen:

Alle nye medarbejdere får en mentor, der er go-to guy for alt fra at fortælle om den gratis kaffe, sundhedsordningen, at der skal tales dansk på fragtterminalen og til at sørge for, at den nye mand ikke sidder alene i kantinen.

– Og så tolererer vi ikke racisme her. Vi VIL ikke have det. Hverken for sjov eller for noget som helst andet. Hverken den ene eller den anden vej. Det er fyringsgrund, og det ved alle, siger han.

Læs også: Ekspert: Brug for oplæring i dansk arbejdskultur

55 ansøgere på en dag

Tidligere i dag var Martin Juhl, fire medarbejdere og en lastbil i Volls­mose og fortælle om jobmulighederne hos Danske Fragtmænd. Der var fuldt hus, og med sig hjem fik han 55 jobansøgninger.

– Dem fik vi kun, fordi vi var derude. Og jeg er lykkelig for, at vi er først. Det er jo os hos Danske Fragtmænd, der har brug for hjælp. Vi mangler folk, og folkene bag de her ansøgninger kan hjælpe os med at bevare vores position som markedsleder, siger han.

Terminalchefen understreger, at Dansk Fragtmænd ikke driver et socialt projekt af filantropiske grunde. Martin Juhl er chef for en butik, der skal løbe rundt og give overskud. Arbejdet er samlingspunktet, og det er i høj grad medarbejdermanglen, der driver ham.

– Som så mange andre brancher har vi en pensionspukkel – mange medarbejdere, der går fra inden for de næste år. Og der er ikke mange, der vil arbejde aften. Men jeg tror også meget på en fair chance.

Den fair chance

Martin Juhl fortæller, at mændene, der knokler med at få de 10.000 daglige forsendelser igennem fragtterminalen hvert døgn, ikke alle har haft en snorlige karriere. Nogle har haft det svært i skolen, andre har været på kant med samfundet, røget for meget, ikke kunnet holde et job eller noget helt andet.

Men det gør ikke noget, siger terminalchefen i Odense.

– Vi har brug for motiverede folk - folk der vil være her hos os. Zone-opdelingen sørger for, at alle får en fair chance for at lære arbejdsrutinerne. Kollegaerne sørger for selvjustits og bliver på sigt en slags familie. Og jeg kan bidrage med kurser i læsning, stavning og matematik i arbejdstiden, hvis der er brug for det, siger Martin Juhl.

Fakta

Danske Fragtmænd i Odense

300 medarbejdere i alt

Heraf 65 på fragtterminalen - fortrinsvis timelønnede ufaglærte

11 nationaliteter - bla. fra Somalia, Tyrkiet, Vietnam og Syrien

200 fragtbiler

Et af Danske Fragtmænds i alt seks knudepunkter i Danmark

Brug DI

Som medlem af DI kan du få gratis juridisk rådgivning om ansættelsesforhold. Kontakt Juravagten alle hverdage kl. 8.0017.00 på 3377 3377 eller jura@di.dk

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold