Foto: Getty Images
13.11.18 DIB Nyheder

De store render med al opmærksomheden

80 procent af de børsnoterede selskaber får næsten ingen opmærksomhed, mener topchef. Han opfordrer medier og analytikere til at åbne øjnene for de mange interessante mindre virksomheder.

Ambu er en af de virksomheder, der har taget rejsen fra et lille og overset selskab til et af de mest omtalte og succesrige børsselskaber. Fra small-cap til mid-cap og videre til et højt profileret medlem af C25-indekset, der inkluderer de mest omsatte aktier i Danmark. Rejsen har givet topchef Lars Marcher anledning til at vurdere medierne og de danske aktieanalytikeres fokus. Og han er ikke imponeret.

– 20 procent af de børsnoterede selskaber løber med al opmærksomheden. De resterende 80 procent lever et stille liv. Og for dem er det egentlig mere en hæmsko end en fordel at være på børsen. De skal leve op til alle kravene, men likviditeten i aktien og bevågenheden er lig nul, siger Lars Marcher og tilføjer:

– Du kan bare kigge i dagbladet Børsen i dag eller en hvilken som helst anden dag. De skriver næsten kun om de store selskaber.

Lars Marcher så gerne, at det var mere som i Sverige, hvor der er en langt større interesse for de små og mellemstore selskaber.

20 procent af de børsnoterede selskaber løber med al opmærksomheden. Adm. direktør Lars Marcher, Ambu

Ifølge professor Ken L. Bechmann fra Copenhagen Business School (CBS) er det også ”lidt træls”, at Danmark i en årrække har haltet efter Sverige, når det kommer til nye noteringer. En situation der også har fået politisk opmærksomhed.

– Jeg ser det ikke som et succeskriterium, at der skal være mange børsnoteringer i Danmark. Men det er vigtigt, at det er en mulighed for de selskaber, som måtte finde det relevant. Der skal være den nødvendige infrastruktur og rådgivning tilgængelig, siger han og tilføjer:

– Der er risiko for, at hvis først du bliver børsnoteret i Sverige, så vælger du også på et tidspunkt at flytte dit hovedkvarter dertil. Det vil være et tab for Danmark, hvor vi også gerne skal have virksomheder, der vokser sig store og udvikler sig.

Siden 2016 er der blevet noteret 19 selskaber i Danmark og 184 selskaber i Sverige ifølge en opgørelse foretaget af Nasdaq for DI Business 27. august. I alt er 146 virksomheder børsnoteret i Danmark. 

Læs også: ”Børsnotering er ikke vejen til nirvana”

Dorte Gram Nybroe

Dorte Gram Nybroe

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3769
  • Mobil +45 2968 5962
  • E-mail dgny@di.dk

Relateret indhold