Det er fuldstændig uacceptabelt, at kriminelle udnytter iværksætterselskabsformen til fusk og svindel, siger direktør Kent Damsgaard, DI.

17.09.18 DIB Nyheder

DI: Ærgerligt at kriminelle skader mulighederne for iværksættere

Regeringen vil gribe ind over for svindel i en række iværksætterselskaber ved at fjerne selskabsformen. Drønærgerligt, hvis kriminelle får lov at begrænse mulighederne for iværksættere, siger DI.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har i dag i et interview i Børsen meddelt, at regeringen vil gribe ind over for svindel i en række iværksætterselskaber ved helt at fjerne selskabsformen.

- Hvis et flertal i Folketinget mener, at det er nødvendigt helt at fjerne ordningen med iværksætterselskaber, så er det vigtigt, at vi finder nye veje til, at det bliver enkelt at begynde som iværksætter. Danmark er afhængig af den iderigdom og innovation, som kommer fra nye virksomheder, siger direktør Kent Damsgaard, Dansk Indsutri (DI). 

DI bakker fuldt op om en hård kurs over for svindel og skattesnyd, men understreger vigtigheden af, at der fortsat er gode muligheder for lovlydige iværksættere.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at kriminelle udnytter iværksætterselskabsformen til fusk og svindel. Det skal bremses. Ordningen er skabt for at hjælpe nye iværksættere i gang og har for mange været en rigtig god måde at komme i gang med et selskab, siger Kent Damsgaard og fortsætter:

- Desværre er der altid risiko for, at kriminelle vil finde smuthuller, så længe de er villige til at bryde alle regler. Derfor mener vi, at det er helt afgørende nu at få skabt en stærkere og hurtigere kontrol, så myndigheder med det samme kan gribe ind, hvis der foregår mistænkelige aktiviteter, siger direktøren.

Kent Damsgaard

Kent Damsgaard

Politisk direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk

Relateret indhold