Se videoen fra JEROS og mød COO Brian Jørgensen og klejnsmedlærling Emil Jeppesen.

Video: Marie Victoria Nedergaard
04.09.18 DIB Nyheder

DI Prisen: Virksomheden er den anden familie hos JEROS

I den kommende uge præsenterer vi her på siden de fem nominerede til DI-Prisen 2018. I dag JEROS, som er nomineret, fordi de: "Prioriterer uddannelse af læringe, som udgør 15 procent af deres medarbejdere. De støtter lærlingenes uddannelse med mentorordninger og individuelle læringsforløb."

Hos JEROS A/S i Ringe er de ni lærlinge nok ansat til at blive industriteknikere, klejnsmede samt lager- og logistikoperatør. Men de er først og fremmest ansat for de mennesker, de er – og kan blive.

– JEROS er en slags anden familie for de fleste. Vi har lige haft fire gange 25-års jubilæer, og vi har plads til lærlinge, der ellers ville have svært ved at komme i lære, siger den adm. direktør Evita Rosdahl, der er anden genera­tions ejer af metalvirksomheden.

Metalvirksomheden har for eksempel to klejnsmedelærlinge, der hver især har haft brug for særlig opmærksomhed: Én har været på skole i 16 ud af de sidste 18 måneders læretid. Og én har haft brug for blandt andet privat undervisning. Det har de fået.

– De har det rette drive. Vi investerer i dem, fordi vi kan mærke, at de virkelig vil – kommer ind på fridage og i weekenden. Og fordi vi har en virksomhed, der kan rumme dem, siger hun.

Hos JEROS får lærlingene en svend som mentor. I ham får lærlingen en, der guider i det faglige og en at dele personlige udfordringer med. Resten hjælper hele virksomheden til med at lære ham eller hende.

– Tillid, ærlighed og respekt er vores kodeord. Vi har ikke den gammeldags hakkeorden, vi er ét hold. Alle hjælper med at samle op på, hvis lærlingen for eksempel bruger lidt meget tid på sin telefon, siger den adm. direktør.

Siden Evita Rosdahl overtog JEROS efter sin far i 2012, er omsætningen vokset fra 47 til 63 mio. kr. om året. Ifølge beregninger for praktikplads-AUB er JEROS forpligtet til at tage 0,67 lærling. Men har i alt ni i alderen 17 – 38 år.

– Vi har råd. Og vi føler os forpligtet til at tage vores del af ansvaret for at få uddannet den faglige arbejdskraft, Danmark har så hårdt brug for, siger JEROS’ adm. direktør.

Alle DI-medlemmer kan stemme på en vinder frem til d. 11. september. Du afgiver din stemme via din invitation til DI Topmødet 2018.

Fakta om DI Prisen

DI Prisen gives i år til en virksomhed, der via praktikpladser har gjort en særlig indsats for at uddanne fremtidens faglærte.

De nominerede er:

Grundfos Holding A/S
JENSEN Denmark A/S
JEROS A/S
Lindpro A/S
netIP 

Vinderen af DI Prisen offentliggøres på DI Topmødet 18. september 2018. 

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Hanne Merete Lassen

Hanne Merete Lassen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3868
  • Mobil +45 5136 3166
  • E-mail haml@di.dk

Relateret indhold