Palle Damborg havde torsdag besøg af finansminister Kristian Jensen til en debat om fremtidens medarbejdere.

Foto: Jysk Display
13.09.18 DIB Nyheder

Ros til udspil: Endelig skal erhvervsskoler være sexede

Direktør for Jysk Display Palle Damborg har masser af ros til regeringens nye erhvervsuddannelsesudspil, som han ser som et nybrud, der igen vil gøre erhvervsskolerne populære.

To milliarder kroner. Så meget vil regeringen i løbet af de næste fire år investere i en styrkelse af erhvervsuddannelserne. Pengene skal gå til en bred vifte af initiativer, som skal bidrage til, at flere vælger erhvervsuddannelserne til.

De rent økonomiske forhold er imidlertid ikke det vigtigste, mener direktør Palle Damborg fra Jysk Display, der er Nordeuropas største leverandør af messestande.

- Det afgørende er, at det nu igen skal være populært og sexet at tage en erhvervsfaglig uddannelse, siger Palle Damborg og tilføjer: 

- Nu har vi brugt 15 år på at snakke om videnssamfundet. Det er på tide, at vi også igen begynder at tale positivt om erhvervsuddannelserne og med stolthed siger, at vi har produktion i Danmark.

Erhvervsuddannelse er meget mere end en ungdomsuddannelse Lone Folmer Berthelsen, Underdirektør

Vinger til unges håndværkerdrømme

Regeringens udspil, der blev præsenteret torsdag, lægger blandt andet op til, at folkeskolen skal ’nære elevernes håndværkerdrømme’. 

Det skal blandt andet ske gennem investeringer i nye og renoverede faglokaler, værksteder og udstyr, valgfag i 7 – 9. klasse på erhvervsskolerne og praksisfaglighed i læreruddannelsen. Samtidig skal lærere fra erhvervsskolerne gennemføre undervisning og aktiviteter i folkeskolen. 

Ifølge Palle Damborg fra Jysk Display er tanken om at knytte erhvervsskolerne tættere på folkeskolen helt rigtig set.

- Det kan vi komme rigtig langt med. Der er noget, som tyder på, at regeringen har lyttet både til virksomhederne og erhvervsskolerne, siger han.

Palle Damborg tilføjer, at det med regeringens udspil nu også er op til virksomhederne at hjælpe en god udvikling på vej.

- Vi skal vise, at vi er der for de unge. Vi har en forpligtelse til at åbne vores døre og hjælpe til med at uddanne de unge, siger han.

Regeringens fokus på uddannelse er torsdag og fredag understreget af, at Disruptionsrådet besøger en del virksomheder i Midtjylland. Palle Damborg have således torsdag besøg af finansminister Kristian Jensen for blandt andet at diskutere fremtidens arbejdsmarked. 

Læs også: 1.700 piger på videnskabstur

DI: Gode takter i udspil

DI’s erhvervsuddannelseschef Lone Folmer Berthelsen mener også, at regeringens udspil rummer gode takter.

- Det er rigtig godt, at regeringen lægger op til et markant løft af den praktiske undervisning i folkeskolen og afsætter penge til både læreruddannelse og opgradering af lokaler. Udveksling af lærere mellem folkeskoler og erhvervsskoler vil på sigt blandt kunne ændre hele forståelsen af, hvad en erhvervsuddannelse er, og kan føre til, siger Lone Folmer Berthelsen.

Hun mener dog, at der trods de gode initiativer stadig er lang vej igen.

- Det er et langt sejt træk, vi har foran os, og fundamentet for kvalitet på skolerne skal være i orden. Her trækker regeringens udspil helt klart i den rigtige retning. Besparelserne på erhvervsuddannelserne bør dog helt ophøre nu, og det er vigtigt, at der også kommer penge tilbage til driften af erhvervsuddannelserne, siger Lone Folmer Berthelsen.

Lone Folmer Berthelsen tilføjer, at der er brug for indsatser i flere spor, hvis der skal skaffes nok elever til at afbøde manglen på faglærte medarbejdere:

- Vi skal også huske, at de fleste elever i erhvervsuddannelserne ikke kommer direkte fra folkeskolen i dag. Vi har brug for flere faglærte nu, og derfor er det helt nødvendigt, at der også satses på at få flere ældre elever ind. Erhvervsuddannelse er meget mere end en ungdomsuddannelse, siger Lone Folmer Berthelsen og tilføjer: 

- I dag har vi eksempelvis 11.000 studenter, der mere end to år efter eksamen endnu ikke er kommet i uddannelse. De er ufaglærte studenter. Derfor bliver vi nødt til at gøre det nemt og legitimt for studenter at vælge en erhvervsuddannelse. Uddannelsesvejledningen til studenter bør udvides, så den også omfatter erhvervsuddannelserne, så vi kan give de unge flere muligheder. 

Læs hele regerings udspil her

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk

Relateret indhold