"Vi er nødt til at kigge til udlandet efter medarbejdere"
Manglen på kvalificerede medarbejdere er et globalt problem, fortæller topchefer til DI Business. Det stiller store krav til virksomhedernes indsats for at fastholde og tiltrække arbejdskraft.
Enhver, der har boet og arbejdet i udlandet, ved, at en af de største omkostninger ved livet under fremmede himmelstrøg er savnet af familie og venner.
Den midtjyske ingeniørvirksomhed Eltronic med hovedsæde i Hedensted, vil nu gøre sit for at afhjælpe problemet ved at etablere flere arbejdspladser tæt på deres udenlandske medarbejderes hjemstavn.
– Vi er begyndt at kigge på, hvordan vi kan bygge noget op uden for landets grænser. Vi tror på, at det giver et bedre liv for vores udenlandske medarbejdere, hvis de kan bo og arbejde tættere på familie og venner. Og har vores medarbejdere et godt liv, så er der også langt større chance for, at de bliver ved med at arbejde for os, siger Lars Jensen, adm. direktør for den fremadstormende virksomhed Eltronic, der blev etableret i 2000 og i dag tæller 250 medarbejdere.
Eltronics overvejelser kommer fordi, de oplever, at flere af deres udenlandske medarbejdere efter en periode i virksomheden, vælger at drage videre eller hjem igen. Og så sker det også ud fra en erkendelse af, at virksomheden er nødt til at kigge til udlandet for at få medarbejdere nok.
Læs også: Danskere: Udlændinge en gevinst for vores arbejdspladser
Den største trussel fremadrettet er at få medarbejdere nok. Det kan vi simpelthen ikke få i Danmark. Adm. direktør Lars Jensen, Eltronic
– Den største trussel fremadrettet er at få medarbejdere nok. Det kan vi simpelthen ikke få i Danmark. Vi er nødt til at kigge til udlandet, siger Lars Jensen fra Eltronic, der allerede nu oplever at sige nej til opgaver på grund af manglen på hænder.
Beslutningen om at kigge udenlands handler dog også om, at Eltronic gerne vil have stærkere fodfæste i blandet andet Kina og Indien.
Læs også: Udenlandsk leder: ”Danskere er ikke så åbne, som de tror”
Takker nej til opgaver
Eltronics udfordringer med at få tilstrækkeligt med arbejdskraft i Danmark er ikke en enlig svale. Tværtimod lyder det ofte fra deltagere i DI’s erhvervsøkonomiske panel, at manglen på arbejdskraft er en af de allerstørste trusler mod fortsat fremgang, fortæller direktør i Dansk Industri (DI) Kent Damsgaard. Rekrutteringsudfordringerne kan påvirke mange aspekter af virksomhedernes drift.
– Eksempelvis tyder diskussionerne i det erhvervsøkonomiske panel på, at virksomhederne også er mindre tilbøjelige til at investere på grund af mangel på medarbejdere. For hvilken idé er der i at købe en ny maskine, hvis du ikke har nogen til at betjene den, siger Kent Damsgaard.
Problemstillingen underbygges af adm. direktør Lotte Berth fra Termonova, der har specialiseret sig i fremstillingen af færdige transport- og håndteringsvogne – også kendt under navnet transporthunde.
– Der er ingen tvivl om, at manglen på medarbejder er det mest presserende for rigtig mange af os. Uanset om vi er en lille eller en stor virksomhed, siger hun.
Læs også: Nøgletal: 65 måneder med uafbrudt stigning i antallet af job
Kamp om medarbejderne – ude som hjemme
I stigende grad må virksomhederne også sande, at der uden for landets grænser er kamp om medarbejderne.
De seneste tal fra nøgletals-specialisterne i Macrobond viser, at hvor det i Danmark er 11,2 procent af virksomhederne, der har produktionsbegrænsninger på grund af manglen på medarbejdere, så er det hele 49,7 procent af de polske virksomheder og 23,7 procent af de tyske virksomheder.
Kampen om medarbejdere under fremmede himmelstrøg, kender de også til i industrivirksomheden Linak, der har hovedsæde i Guderup på Als.
Det er jo ikke bare i Danmark, at der er flaskehalse. Vi oplever det samme i USA og i Kina. COO Egon Borgkvist Jensen, Linak
– Det er jo ikke bare i Danmark, at der er flaskehalse. Vi oplever det samme i USA og i Kina. Der er en kæmpe konkurrence om de unge mennesker, siger Vice President og COO Egon Borgkvist Jensen og tilføjer:
– Virksomhederne overbyder hinanden for at få fat i de unge. Og det er i hele verden, hvis jeg tager udgangspunkt i, hvor vi har fabrikker. Det er ligesom op til finanskrisen.
Hos Linak har manglen på medarbejdere den konsekvens, at der er projekter og opgaver, der ikke bliver lavet i det tempo, som man gerne vil, fortæller Egon Borgkvist Jensen.
Det skal være sjovt at være her
I Linak har kampen om de unge menneskers gunst, fået virksomheden til at gøre en ekstra stor indsats for at gøre opmærksomhed på sig selv – både i ud- og indland.
– Vi prøver at gøre os selv attraktive over for de unge og har masser af praktikanter, siger Egon Borgkvist Jensen.
Hos Eltronic har arbejdet med at fasholde og tiltrække ny udenlandsk arbejdskraft heller ikke betydet, at de har skruet ned for ambitionerne om at hente medarbejdere og kompetencer inden for Danmarks grænser. Blandt andet efteruddanner og omskoler de både eksisterende og nye kolleger.
– Vi kan ikke bare hente arbejdskraften hos en anden virksomhed. Vi har også en uddannelsespligt, siger administrerende direktør Lars Jensen.
Læs også: Ros til udspil: Endelig skal erhvervsskoler være sexede