Se video om at være elev i Jensen Denmark i Rønne.

Video: Marie Victoria Nedergaard
03.09.18 DIB Nyheder

DI Prisen: Vi former klejnsmede til klippeøen hos JENSEN Denmark

I den kommende uge præsenterer vi her på siden de fem nominerede til DI-Prisen 2018. I dag fra JENSEN Denmark, som er nomineret, fordi de: "Er afgørende for at få lærlinge til Bornholm. De gør en stor indsats for at skabe mere opmærksomhed omkringe erhvervsuddannelserne på bl.a. uddannelsesmesser."

I Rønne på Bornholm ligger JENSEN Denmark (JEDK). Her producerer de cirka 600 medarbejdere maskiner til vaskeriindustrien – og klejnsmede.

– Vi har hele tiden flere end 30 klejnsmede i lære. Jeg tvivler på, at uddannelsen stadig ville være på øen uden os. Men vi er stolte over at tage vores del af ansvaret og bidrage positivt til lokalsamfundet, siger HR-manager Kathrine Holm Nilsson.

De har altid 60 lærlinge hos JEDK. Elektrikere, automatikteknikere, overfladebehandlere, industrioperatører, tekniske designere og datateknikere. I 2011 var 4,5 procent af medarbejderstaben lærlinge. Nu er det 10 procent.

– Vi har haft to-cifrede vækstrater de seneste tre år. Uden lærlinge havde vi haft svært ved at følge med den vækst, siger JENSEN Denmarks HR-­ansvarlige.

Hun fortæller, at bornholmer-virksomheden leder efter de rette unge i hele landet. Via en side for unge på Facebook, hvor JEDKs lærlinge selv fortæller, via praktikpladsen.dk, Jobnet, Jobindex og via direkte kald til landets erhvervsskoler, hvor de beder om at få et lærlingeopslag på f.eks. intranettet.

– Det virker. De unge kommer hertil fra hele landet, og det glæder mig virkelig. Vi har brug for dem, for en stor del af vores medarbejdere nærmer sig pensionsalderen, siger Kathrine Holm Nilsson.

Listen med tiltag JENSEN Denmark i øvrigt har gang i, for at gøre opmærksom på de mange fordele ved at blive faglært, er lang.

– Det vigtigste er at få formidlet til de unge i grundskolen – og deres forældre – at gymnasiet ikke er den eneste vej. Faktisk er de unge stadig ’bare’ ufaglærte, når de er færdige med gymnasiet. Mens de med en erhvervsuddannelse får et svendebrev, løn som faglært og mulighed for at videreuddanne sig, siger Kathrine Holm Nilsson.

Alle DI-medlemmer kan stemme på en vinder frem til d. 11. september. Du afgiver din stemme via din invitation til DI Topmødet 2018.

Fakta om DI Prisen

DI Prisen gives i år til en virksomhed, der via praktikpladser har gjort en særlig indsats for at uddanne fremtidens faglærte.

De nominerede er:

Grundfos Holding A/S
JENSEN Denmark A/S
JEROS A/S
Lindpro A/S
netIP 

Vinderen af DI Prisen offentliggøres på DI Topmødet 18. september 2018. 

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Hanne Merete Lassen

Hanne Merete Lassen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3868
  • Mobil +45 5136 3166
  • E-mail haml@di.dk

Relateret indhold