Video: Venstre vil gøre det lettere at rekruttere fra Hong-Kong og Brasilien
Folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V) lovede tirsdag Senior Vice President Thomas Hall, COWI, at mindske bureaukratiet, når virksomhederne skal tiltrække højt kvalificerede medarbejdere fra udlandet. Og at et regeringsudspil om forskerskatteordningen er på vej.
- Hvad Venstre vil gøre for, at vi får lettere ved at tiltrække udenlandsk arbejdskraft?
Senior Vice President Thomas Hall fra rådgivningsvirksomheden COWI havde sat folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen fra Venstre stævne til en politiker-speedmeeting, da Dansk Industri (DI) tirsdag holdt sit årlige topmøde – og valgte at spørge til udenlandsk arbejdskraft.
Folketingsmedlemmet syntes, det var bekymrende, at en global rådgivningsvirksomhed som COWI har svært ved at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft.
- Det betyder, at vi på Christiansborg er nødt til at gøre reglerne lettere, simplere, så noget af det bureaukrati, der følger med – det kan vi få af vejen, sagde Torsten Schack Pedersen (V).
Læs også: Løkke og Frederiksen: Vejen til Danmark skal være lettere for udenlandske specialister
55 virksomheder fik svar
12 politikere fra Alternativet, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Liberal Alliance tog i mod spørgsmål fra i alt 55 virksomheder fra hele Danmark.
Udover at ville mindske bureaukratiet lovede Torsten Schack Pedersen også at se på forskeskatteordningen i forhold til at tiltrække udenlandske medarbejdere.
- Det er jo en global konkurrence, og der er det jo spørgsmålet, vælger de at arbejde i Danmark eller i Hong Kong eller i Brasilien, sagde han og pegede på, at det er helt nødvendigt, at Danmark kan tilbyde en ’pakke’, som er så attraktiv som mulig.
Læs også: Nye tal: Mangel på medarbejdere betyder 45.000 færre job