Direktør og ejer af Sax -Trans A/S Flemming Werner Jensen tilstræber at være på fornavn med alle medarbejdere i virksomheden.

Foto: Ib Geertsen
15.02.19 DIB Nyheder

63-årig leder: Jeg er blevet mere pragmatisk med alderen

Direktør og ejer af Sax-Trans A/S Flemming Werner Jensen har været leder i flere år end de yngste af hans medarbejdere har levet.

Du har været chef for Sax-Trans i 41 år. Hvordan har du udviklet dig som leder?

– Jeg vil mene, at jeg er blevet mere pragmatisk med alderen. Jeg tænker mere over det psykologiske aspekt ved ledelse, end jeg gjorde tidligere. Folk er meget forskellige og skal behandles forskelligt for at præstere godt. Det handler om at få de ansatte med. Det havde jeg måske ikke så meget fokus på, da jeg var yngre.

Har du gjort noget særligt for at udvikle dig som leder?

– Nej, jeg har ikke taget nogle lederkurser eller lignende. Udviklingen er sket i takt med, at jeg er blevet ældre og Sax-Trans har udviklet sig. De første to – tre medarbejdere var jo nærmest mine venner. I dag er vi 100 mennesker i Sax-Trans. Det er naturligt, at jeg ikke kan kende dem alle lige godt. Det betyder også, at hvor jeg tidligere blandede mig i alt, også i forhold til selve driften, så har jeg i dag overladt det til nogle gode mellemledere.

– Men jeg tilstræber stadig at være på fornavn med alle medarbejderne. Jeg kan godt lide at drive en forretning, hvor de ansatte er glade for deres job. Grundlæggende vil jeg, sikkert ligesom de fleste andre, gerne folk det bedste.

Hvis du skulle give unge et råd om ledelse, hvad skulle det så være?

– Tag nogle kurser, og lær noget teori og psykologi. Jeg tror, at det er lettere end at gøre alle erfaringerne selv. Det er hårdt arbejde at være leder. Og man skal også kunne tage ubehagelige beslutninger, for eksempel at skaffe sig af med folk, der er udygtige. Det er ikke sjovt. Slet ikke, hvis de har et svært liv, fem børn, en kæreste på bistand og risikerer at blive smidt ud af deres lejlighed. Grundlæggende er det bare en svær opgave at tage og gennemføre hårde beslutninger. Men det er også nødvendigt, hvis virksomheden skal overleve – og med konkurrencen i dag har vi ikke råd til at have nogen, der ikke som minimum er gennemsnitligt gode.

Læs også: Færre unge på danske chefgange

Kinga Szabo Christensen

Kinga Szabo Christensen

Rådgivningsdirektør

  • Direkte +45 3377 3905
  • Mobil +45 2949 4699
  • E-mail kisz@di.dk

Relateret indhold