"Jeg ser en bestyrelse som et dynamisk instrument, som jeg ikke er sentimental omkring. Når en strategiplan er i mål, kan det sagtens være, der skal en ny bestyrelse til for at bringe os videre," siger medejer og bestyrelsesmand Gitte Buk Larsen, Aage Vestergaard Larsen A/S.

Foto: Lars Horn / Baghuset
DI Business Nyheder

Få en bestyrelse – og husk at skifte den

Medejer og bestyrelsesformand for plastvirksomheden Aage Ves­tergaard Larsen A/S, Gitte Buk Larsen, har ét godt råd til andre små- og mellemstore virksomheder, der gerne vil vokse: Få en bestyrelse.

– En bestyrelse giver den professionelle angrebsvinkel, så du får organisk vækst, hvor alle er med. I stedet for det jeg kalder hovsa-vækst, som du har svært ved at styre, siger hun.

Som bestyrelsesformand i sin egen familieejede virksomhed har Gitte Buk Larsen valgt at gøre sin adm. direktør og tætte samarbejdspartner Franz Cuculiza til bestyrelsesmedlem – men også at hente to bestyrelsesmedlemmer ind udefra: Én med speciale i produktion og én med fokus på strategi og kommercialisering.

– Os i virksomheden er i vores egen andedam. Vi skal skubbes lidt, og det kan nye folk udefra. Jeg har suppleret bestyrelsen med de kompetencer, vi skal bruge til at køre vores strategiplan i mål, siger hun.

Gitte Buk Larsen slår desuden et slag for at skifte bestyrelse.

– Jeg ser en bestyrelse som et dynamisk instrument, som jeg ikke er sentimental omkring. Når en strategiplan er i mål, kan det sagtens være, der skal en ny bestyrelse til for at bringe AVL videre, siger hun.

Den nuværende bestyrelse i Aage Vestergaard Larsen A/S er fra 2015. Den tidligere sad fire år fra 2011 – 2015.

Læs også: Fra mælkekasser til millionomsætning

Fakta

Aage Vestergaard Larsen A/S

Stiftet i 1972 af Aage Vestergaard Larsen

Ejes og drives af familien Buk Larsen

Genanvender plast – 15.000 ton om året

Hovedkvarter i Mariager

57 medarbejdere, primært ufaglærte

Tre holds skift, 24/5

Eksporterer ca. 35 pct.

Omsætning 2018: 80 mio. kr. (rekord)

avl.dk

Relateret