eBay, Amazon og Alibaba er nogle af de digitale markedspladser, som er ved at ændre den internationale handel - også for danske virksomheder.

05.02.19 DIB Nyheder

Fem teknologier, som kan booste SMV’ers eksport

Det er blevet billigere at eksportere, og det er godt nyt for de små og mellemstore virksomheder, som forstår at bruge digital teknologi. Se her, hvad de fem vigtigste teknologier kan – og mød Real Coffee, som har succes med e-handel i flere lande.

- Vi er født digitale, siger Lars Mansfeld-Giese, som er adm. direktør i Real Coffee, som sælger kaffekapsler til både private, virksomheder og detailhandlen.

Virksomheden har fem år på bagen og er 100 pct. baseret på digitale handelskanaler. Dels virksomhedens egen hjemmeside, som eksisterer i fire sprogversioner, men også i stigende grad Amazon, som i dag står for ca. 30 pct. af eksporten.

- Den andel kommer kun til at stige. Det kan man ikke kæmpe imod, hvis man vil være der, hvor kunderne er – og de er på Amazon. Det kommer også til at gælde de danske forbrugere, siger Lars Mansfeld-Giese.

Real Coffee har flere fordele som digital spiller. Kaffe som produkt er eksempelvis et relativt nemt produkt at eksportere, og alle virksomhedens fire medarbejdere har lange uddannelser og viden om digitale løsninger. Det er langt fra normen i mange andre små virksomheder, men Lars Manfeld-Giese har svært ved at se, at der er en vej uden om digitaliseringen – for konkurrenterne er allerede på vej.

- Via vores egen hjemmeside har vi kunder i Danmark, Sverige, Norge og Storbritannien, og vi er til stede via Amazon i Tyskland og Frankrig – og på vej ind i USA. Det havde vi ikke kunnet gøre, hvis vi ikke havde brugt de digitale salgs- og markedsføringskanaler, understreger han.

Læs også: Blog: Global WTO-aftale for digital handel i sigte

Vi skal have flere virksomheder ind i kampen, for ellers bliver det de udenlandske konkurrenter, der løber med gevinsten – også på det danske hjemmemarked. Annette Falberg, Branchedirektør

Digital eksport er blevet billigere

Den digitale udvikling har de seneste 20 år gjort det billigere og lettere at eksportere, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI) – og det er især en fordel for mindre virksomheder. Men for at få gavn af fordelene kræver det, at virksomhederne tager de nye teknologier til sig – og det gør danske virksomheder ikke i tilstrækkelig grad.

Indtil nu har Danmark nydt godt af sin førerposition på det digitale område, men konkurrencen ude fra vokser – og på det seneste er der faktisk sket et fald i danske SMV’ers salg via digitale kanaler. Det skal ses i lyset af, at mængden af internetbrugere – og potentielle e-handlende – stiger markant i hele verden. Nye tal fra Eurostat viser eksempelvis, at 69 pct. af EU’s internetbrugerne i 2018 havde handlet online for nylig.

Derfor skal e-handlen i fokus, hvis danske virksomheder fremover skal klare sig godt, mener Annette Falberg, som er branchedirektør i DI Handel.

- Online handelsplatforme rummer ofte store eksportmuligheder for danske SMV’er, og danske virksomheder er grundlæggende godt klædt på til at tage konkurrencen op, fordi vi allerede har et gennemdigitaliseret samfund. Men vi skal have flere virksomheder ind i kampen, for ellers bliver det de udenlandske konkurrenter, der løber med gevinsten – også på det danske hjemmemarked, siger hun.

Omvendt er det heller ikke helt enkelt at komme i gang med e-eksport. Derfor har DI Handel netop i samarbejde med CBS og Industriens Fond udgivet en guide til nogle af de vigtigste online markedspladser som Amazon, Alibaba og eBay.

Fire andre vigtige teknologier

E-handel og digital markedsføring er i dag relevant for næsten alle typer af virksomheder. Men der er også andre teknologier, der har – eller vil få – stor udbredelse og betydning i en lang række brancher i de kommende år, fordi de kan sænke omkostningerne på bl.a. produktion og logistik.

  • Kunstig intelligens (AI) – kan f.eks. allerede bruges til at afdække kundernes behov og ønsker på e-handelsplatforme. AI vil fremover i stigende grad blive brugt til målretning af salg og markedsføring.

  • Internet of Things (IoT) – kan i samspil med kunstig intelligens bl.a. bruges til at optimere transport og logistik. Shipping- og transportselskaber anvender allerede AI til bedre ruteplanlægning og udnyttelse af containerplads.

  • Blockchain – er et system, der kan bruges både ved handler og udveksling af information. Det er baseret på et sikret, decentralt netværk af computere, der gør, at man ikke behøver at benytte en betroet tredjepart i forbindelse med overførslerne. 

  • 3D-printning – en teknologi, der gør det muligt at printe eksempelvis reservedele i 3D ud fra en digital model.

Selvom flere af teknologierne fortsat er i udviklingsstadiet, så forudser WTO, at digitale teknologier i løbet af en årrække vil blive omdrejningspunkt for hele den internationale handel.

 

Lotte Malene Ruby
Skrevet af:

Lotte Malene Ruby

Annette Falberg

Annette Falberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4851
  • Mobil +45 2240 8803
  • E-mail anwf@di.dk

Relateret indhold