30.01.19 DI Business Nyheder

Nøgletal: Humøret og væksten daler i Europa

Tilliden til økonomien i Europa er faldet over det seneste år. Det varsler nedgang for væksten og kan få kedelige konsekvenser for dansk eksport, siger DI’s chefanalytiker.

De europæiske tillidsindikatorer er vigende og varsler lavere vækst i Europa. Den sammenvejede økonomiske tillidsindikator for EU faldt i januar til indeks 106,1. For et år siden lå indekset på 113,9. Indekset er nu på laveste niveau i over to år.

- Brexit-forløbet er utrolig kaotisk og sammen med svage tyske nøgletal, gule veste i Paris og handelskrig mellem USA og Kina har det svækket tilliden til økonomien. Tilliden er dykket til det laveste niveau siden slutningen af 2016, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.

Væksten i Europa er klart aftagende. Allan Sørensen, Chefanalytiker

Både forbruger- og erhvervstilliden er faldet markant over det seneste år.

- Det seneste år har været præget af stor usikkerhed, hvilket har ramt humøret hos de europæiske virksomheder og forbrugere. Der er desværre en reel fare for, at tilliden til økonomien dykker yderligere i de kommende måneder, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.

- Usikkerhed og en svækket tro på fremtiden er skidt for den økonomiske aktivitet. Forbrugerne bliver nervøse og kan holde igen med nyanskaffelser, mens virksomhederne begynder at genoverveje deres planer for nye investeringer, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.

- Væksten i Europa er klart aftagende. Den lavere vækst kan få kedelige konsekvenser for dansk eksport, da vi sælger hovedparten af vores eksport til markederne i Europa, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.

IMF har justeret deres forventninger til væksten i eurozonen. IMF forudser nu en fremgang i eurolandene på 1,6 procent i 2019, hvilket er det laveste niveau i fem år.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret