21.01.19 DI Business Nyheder

Nøgletal: IMF’s nedjustering er skidt nyt for danske virksomheder

Luften er ved at gå af verdensøkonomiens vækstballon, og det rammer Europa særligt hårdt. Det viser den internationale valutafonds nyeste prognose, og det kan gå ud over dansk eksport, siger DI’s chefanalytiker Allan Sørensen.

Den internationale valutafond (IMF) forudser, at verdensøkonomien vil vokse med 3,5 procent i 2019 og 3,6 procent i 2020. Dette er en nedjustering i forhold til deres seneste prognose fra oktober, her skønnede de en vækst på 3,7 procent i begge år. 

Det globale vækstbillede er ikke lige så optimistisk som tidligere. Allan Sørensen, Chefanalytiker

I eurolandene er væksten nedjusteret fra 1,9 til 1,6 procent i 2019. IMF har især reduceret vækstudsigterne for Tyskland og Italien.

- IMF nedjusterer udsigterne for væksten i verdensøkonomien, og det er skidt nyt for danske virksomheder. Det er især bekymrende med udsigten til lavere vækst i Europa, hvor vi afsætter hovedparten af vores eksport. Både virksomhedernes og forbrugernes tillid til økonomien i Europa er dykket kraftigt over det seneste år, hvilket varsler, at væksten i Europa er ved at bremse op, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.

- Den økonomisk og politiske usikkerhed er ekstraordinær stor for tiden verden over. Dette skyldes ikke mindst Brexit, handelskrig mellem USA og Kina, nedlukning af det amerikanske statsapparat og svage tyske nøgletal, siger Allan Sørensen.

- Det globale vækstbillede er ikke lige så optimistisk som tidligere. Men selvom toppen er taget af væksten, er der stadig udsigt til fremgang i verdensøkonomien – og den skal vi omsætte til øget eksport. 2018 var et svagt år for dansk eksport, og hvis vi skal holde liv i opsvinget, er det afgørende med fremgang i 2019, siger Allan Sørensen.

- I USA fortsætter opsvinget. Men her to år inde i Donald Trumps præsidentperiode er væksten under pres af strandede budgetforhandlinger, handelskrig med Kina, usikkerhed og øget mangel på arbejdskraft, siger Allan Sørensen.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret