Messen for digital læring BETT i London trækker 34.700 deltager fra 131 lande.

Foto: BETT
24.01.19 DIB Nyheder

Sælgers marked: Udlandet flokkes om dansk it-læring

Hele verden flokkes om It-virksomheden Hippomini, som forventer fordoblet indtægt i 2019. Digital læring er vel på vej til at blive Danmarks nye store eksporteventyr.

It-virksomheden Hippomini, der blandt andet sælger og skræddersyer IT-læring til kommuner og uddannelsesinstitutioner, har redet på den digitale bølge siden 2012.

- Vi får interesse fra hele verden. Der er tilbud om samarbejde fra Mellemøsten, Sydamerika og flere europæiske lande. Det er et nyt og spændende marked med et enormt vækstpotentiale, siger Magdi Engelstoft el-Toukhy, udviklingsdirektør i Hippomini.

Udviklingsdirektøren og virksomheden er frem til lørdag i London til verdens største eksportmesse for digital læring BETT. Sammen med ham er ca. 1000  andre danskere, der tæller skolelærere, skoleledere, embedsmænd og virksomheder. I takt med øget digitalisering verden over er digital læring nemlig et globalt marked i kraftig vækst.

Læs også: Video: Løkke fra Tyskland: Danmark kan levere tysk digitalisering

Det er nu, det sker! Førhen lå mange indkøb af digital læring som nye investeringer, men de er nu begyndt at blive en fast del af budgetterne hos vores kunder. Magdi Engelstoft el-Toukhy, udviklingsdirektør, Hippomini

Åbne øjne for eksportpotentiale

Den danske digitale læringsbranche har i mange år været koncentreret om at udbygge Danmarks egne institutioners digitale tilbud. Men danske it-virksomheder har de seneste år samlet mange erfaringer om god digital læring, og nu er øjnene åbnet for det store eksportpotentiale, der ligger i digital læring.

Danmark har en særlig position på det digitale område, hvilket blev understreget, da Danmark i november 2018 som eneste partnerland var inviteret til Tysklands egen store digitaliseringsmesse. I 2018 blev Danmark desuden kåret som det land i verden, der er bedst til offentlig digitalisering, mens EU kårede Danmark som det bedste digitale land i Europa.

- Vi er så meget på forkant med den digitale udvikling i Danmark. Det minder lidt om den grønne bølge og vindmølleindustrien for nogle år siden, siger Magdi Engelstoft el-Toukhy.

Læs også: Det giver ekstremt god mening med it-lærlinge

Forventer fordoblet omsætning

Eksportpotentialet vokser ud af, at danske kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder det seneste årti haft stort fokus på digitalisering og digital læring, påpeger udviklingsdirektøren i Hippomini. Det betyder, at omsætningen nu vokser mere end nogensinde.

- Det er nu, det sker! Førhen lå mange indkøb af digital læring som nye investeringer, men de er nu begyndt at blive en fast del af budgetterne hos vores kunder. Den udvikling sammen med vores eksport betyder, at vi forventer en fordobling af omsætningen i 2019, siger han.

På BETT-messen i London er virksomheder og offentlige institutioner fra hele verden er samlet. Her bliver der ofte skelet til de otte danske virksomheder, som er taget dertil i fælles front.

- Danmark har været god til at skabe en sammenhængene eksportindsats. Vi har en forpost her på BETT, hvor vi kan vise danske løsninger frem til resten af verden. Og vi oplever bestemt efterspørgsel efter den viden, vi har i Danmark, siger Magdi Engelstoft el-Toukhy.

Læs også kommentar fra DI Digital: Digital læring skal være en eksportvare

Rasmus Emil Gravesen
Skrevet af:

Rasmus Emil Gravesen

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold