Fondsejede virksomheder er ofte forankret i det lokalområde, hvor de blev etableret, og hvor de sikrer vækst og arbejdspladser.

Foto: Getty Images
02.01.19 DIB Nyheder

Nu kan du skattefrit overdrage livsværket til en erhvervsdrivende fond

Ny lovgivning skal gøre det skattefrit at overdrage virksomheder til erhvervsdrivende fonde.

Virksomhedsejere, der gerne vil overdrage deres virksomhed til en erhvervsdrivende fond, vil i 2019 få mulighed for at gøre det uden, at overdragelsen bliver beskattet. Det står klar efter ny politisk aftale mellem regeringen, Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Aftalen forventes vedtaget i løbet af 2019.

I DI er der stor tilfredshed med, at det nu igen bliver realistisk for virksomhedsejere at overdrage deres livsværk til en erhvervsdrivende fond.

- Det har taget lang tid at nå hertil. DI har været med hele vejen, siden vi i erhvervsfondsudvalget for seks år siden var med til at foreslå en ændring af reglerne. Vi er derfor glade for, at et politisk flertal nu har fundet sammen om en god løsning, siger direktør i DI Tine Roed.

Fondseje er en succes

Helt konkret betyder den nye politiske aftale, at overdragelsen af aktier til en erhvervsdrivende fond på tidspunktet for overdragelsen vil være skatte- og afgiftsfri. Fondene vil dog blive beskattet, hvis de på et senere tidspunkt sælger aktierne eller modtager udbytte.

Ifølge skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil de nye regler betyde, at fondene får bedre mulighed for at bidrage til samfundet.

- De erhvervsdrivende fonde spiller en vigtig rolle i forhold til at skabe vækst og arbejdspladser. Derfor ønsker vi at fremme både de familieejede virksomheder og de erhvervsdrivende fonde som ejerformer, skriver ministeren i en pressemeddelelse.

I DI er forventningen, at de nye regler kan sætte gang i skabelsen af nye erhvervsdrivende fonde.

- Virksomheder i fondseje er en dansk succeshistorie. Derfor er det vigtigt, at vi igen får sat gang i den fødekæde, der gav os de fondsejede virksomheder, som vi i dag er så stolte af, siger direktør i DI Tine Roed. 

Ifølge Skatteministeriet uddelte de erhvervsdrivende fonde i 2017 cirka 17 mia. kr. til almennyttige formål og ejer i dag helt eller delvist en række af Danmarks største selskaber.

Læs også: Fonde klarer Danmark gennem kriserne

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Tine Roed

Tine Roed

Direktør

  • Direkte +45 3377 3561
  • Mobil +45 2949 4647
  • E-mail tmr@di.dk

Relateret indhold