Statsminister Lars Løkke Rasmussen talte varmt for et fair og rimeligt EU i sit oplæg på Europakonferencen 2019 i Industriens Hus.

Foto: Peter Fallesen
14.01.19 DIB Nyheder

Statsministeren: Gør op med uforståelige regler i EU – og håndhæv resten

Lars Løkke Rasmussen (V) vil have fokus på et rimeligt EU og fokus på fælles regler, så opbakningen til EU består. Leder af Socialdemokratiet Mette Frederiksen vil have en fælles bund under selskabsskatten i EU, sagde de på Europakonferencen 2019 mandag.

- EU skal holde fast i det, der betyder noget – og rydde op i skavankerne.

Det var – kort sagt – statsministerens vision for EU i de kommende fem år, som han fremførte, da Tænketanken EUROPA tirsdag holdt konference ’Europas valg – de næste fem år’ i Industriens Hus. 

Lars Løkke Rasmussen (V) ønskede sig særligt, at EU og det indre marked bliver opfattet som rimelig.

- Kodeordene for mig er et rimeligt Europa. At vi sikrer fri bevægelighed og fælles regler. Vi skal gøre op med de uforståelige regler og holde og håndhæve dem, vi har, sagde han.

Læs også: Gebyrgribbene tæmmes: EU gør det billigere at overføre penge til udlandet

Husk de gode grunde

Statsministeren understregede fra talerstolen, at fairness og en ’level playing field’ er afgørende for, at opbakningen til EU består.

- Det er historier, som blandt andet den om misbruget i Padborg sidste år, der risikerer at undergrave opbakningen til det indre marked, hvis vi negligerer og bagatelliserer dem, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han pegede samtidig på, at EU er godt på vej med at sikre blandt andet ordnede forhold på vejene. 

Læs også: DI: Statsministeren sætter fingeren på det afgørende for Danmark

Danmarks interesser varetages bedst via EU. Og et stærkt EU er kun i Danmarks interesse. Thomas Bustrup, Drift & Internationale forhold, viceadm. direktør

Og at hvis nogle skulle have glemt det, har Brexit forhåbentlig været en øjenåbner og advarsel om at tage EU for givet.

- Det er netop den åbne og friktionsløse handel, der har gjort Danmark og danskerne rigere og rigere. Det må vi ikke glemme at minde os selv og borgerne i EU om, sagde statsministeren.

Læs også: Drivhusproducenten frygter Brexittold på 30 procent

En fælles bund under selskabsskatten

Foto: Foto: Peter Fallesen

Lederen af Socialdemokratiet Mette Frederiksen fokuserede i sin tale på grådighed og retfærdighed.

- Jeg ønsker et stærkere EU, der kan slå hårdt ned på misbrug, sagde hun på Europakonferencen 2019.

Hun var enig med statsministeren i, at hvis ikke EU kan levere på den dagsorden, risikerer vi, at Brexit ikke står alene.

Mette Frederiksen ønskede sig samtidig en fælles europæisk solidaritspagt.

- Der foregår en forkert konkurrence om lavere selskabsskat. Jeg foreslår en fælles europæisk solidaritetspagt – en fælles bund under selskabsskatten, sagde Socialdemokratiets leder til den fyldte sal i Industriens Hus.

Læs også: Bundgrænse for selskabsskat er ikke nogen snuptagsløsning

EU er magtfaktoren

Hvis nogle troede, at EU og det indre markeds fremtid ikke rigtig interesserede nogen, var Tænketanken EUROPAs konference tirsdag et vink om det modsatte:

300 deltagere var mødt op til den udsolgte konference, og yderligere 200 stod på venteliste.

De fremmødte hørte – ud over Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen – blandt andre også konkurrencekommissær Margrethe Vesterager tale om Europa som global magt og en paneldiskussion med oplæg af Dansk Industris COO/Direktør Thomas Bustrup.

Han slog blandt andet på, at EU-landene skal fokusere på at stå sammen de kommende fem år.

- Danmarks interesser varetages bedst via EU. Og et stærkt EU er kun i Danmarks interesse, sagde han.

Thomas Bustrup pegede på, at udviklingen i USA, Kina og Afrika har forandret verdensordenen og de globale balancer og spilleregler, vi kendte. At det udfordrer EU på en måde, vi ikke har set før, og at det ikke går over af sig selv.

-  Det er i høj grad det indre marked, der gør EU til en global magtfaktor i dag, sagde DI’s COO/Direktør.

 https://www.danskindustri.dk/di-business/arkiv/nyheder/2019/1/statsministeren-gor-op-med-de-uforstaelige-regler-i-eu--og-handhav-resten/

Fakta

Det indre marked i tal

·          Danske virksomheder eksporterede i 2017 for over 700 mia. kr. til det indre marked.

·          Henved 560.000 danske arbejdspladser kan henføres til efterspørgslen fra resten af EU.

·          Danmarks BNP er 100 mio. kr. større end det ville være, hvis vi stod uden for det indre marked. 

·          Det giver en LO-familie 65.000 kr. mere om året.

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Ulla Lyk-Jensen

Ulla Lyk-Jensen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3544
  • Mobil +45 2712 4940
  • E-mail ulj@di.dk

Relateret indhold