Danmark fungerer i mine øjne allerbedst, når vi formår at skabe løsningerne i samarbejde, siger Lars-Peter Søbye, adm. direktør i COWI og formand for DI.

23.10.19 DIB Nyheder

DI-formand: Virksomhederne skal engagere sig mere i samfundsdebatten

Klimaudfordringerne giver danske virksomheder en unik mulighed for at vise vejen for Danmark og verden. Men det kræver, at virksomhederne engagerer sig mere i samfundsdebatten, mener Dansk Industris formand Lars-Peter Søbye, adm. direktør i rådgivningsvirksomheden COWI.

Unge medarbejdere i rådgivningsvirksomheden COWI har et stærkt ønske om, at virksomheden engagerer sig i samfundsdebatten. 

Det oplever adm. direktør Lars-Peter Søbye, der også er formand i Dansk Industri (DI), og derfor kommer det ikke bag på ham, at en befolkningsundersøgelse viser, at unge gerne ser, at virksomhedsledere gør netop dette

- Jeg har lige set det, da jeg holdt ”allemøde” på besøg i vores kontor i Oslo. Her oplevede jeg, at de unge tager ordet og stiller spørgsmål. Især til, hvad COWI gør og kan gøre ved klimaforandringerne. Jeg oplever også, at det er vigtigt for de ældre, men det er de unge, der i højest grad er verbale om det, siger Lars-Peter Søbye.

Læs også: Unge vil have ledere med holdninger – og handling bag ordene

Jeg er selv lige blevet bedstefar, og derfor har jeg også en meget personlig grund til at arbejde for, at vores generation afleverer en bedre verden end den, vi er født ind i Lars-Peter Søbye, adm. direktør i COWI og formand i Dansk Industri

Gør stemmen gældende

Samtidig oplever han at få stor opbakning, når han selv går aktivt ind i debatten på sociale medier. Fx har hans opslag på LinkedIn om DI’s 2030 plan med fokus på dansk klimaindsats været hans mest engagerende opslag nogensinde.

- Klimaforandringerne er meget alvorlige, og derfor er jeg personligt utrolig glad for, at DI har lavet en så gennemarbejdet plan, der rækker ud i fremtiden og viser en vej. Jeg er selv lige blevet bedstefar, og derfor har jeg også en meget personlig grund til at arbejde for, at vores generation afleverer en bedre verden end den, vi er født ind i, siger formanden.

Han mener derfor også, at virksomhedsledere skal tage et ansvar og turde stå frem og deltage mere aktivt i samfundsdebatten. Særligt omkring klimaforandringerne og hvordan de kan bidrage til at mindske følgerne af dem.

- Når vi kigger ud i verden, så mangler der stærke, konstruktive ledere, der kan samle os om en fælles retning. Det er utroligt komplekse problemstillinger, vi står over for, og derfor er det også kontraproduktivt, hvis vi samler os om ledere, som ganske vist taler i klare budskaber, men som slet ikke tager højde for den kompleksitet, siger han og fortsætter.

- Der er vi som virksomheder nødt til at gøre vores stemme gældende både for politikere og den brede offentlighed. Der er ikke nogen nemme løsninger på klimaforandringerne – men vi kan godt løse det, og virksomhederne er en afgørende del af løsningen, siger Lars-Peter Søbye.

Læs også: Sandahl: Klimaindsats er en af fire grundsten for Danmarks fremtid 

15.000 projekter skal gennem ”verdensmåls-sien”

Men det er ikke nok at deltage i debatten, påpeger formanden.

- Nu har DI lavet en plan, der sætter nogle meget ambitiøse mål for sænkningen af Danmarks CO2-udledning. Nu er det så især op til os virksomheder at vise, at vi kan levere på den. Kan vi ikke det, mister vi befolkningens tillid, siger Lars-Peter Søbye.

I COWI betyder det helt konkret, at alle virksomhedens ca. 15.000 igangværende projekter er blevet hældt igennem en verdensmålssi og kategoriseret efter, hvilke af FN’s 17 verdensmål de bidrager til.

- Det har vist os, at vi især kan bidrage til verdensmål 6, 7, 9, 11 og 13. Og nu er projektgruppen så ved at skabe en model, så vi kan styrke vores indsat på disse fem mål, siger Lars-Peter Søbye.

Derudover arbejder virksomheden på at skabe en metode, der kan give bygherrer bedre muligheder for at bygge med klimaindsats for øjet.

- Byggebranchen har i høj grad mulighed for at rykke,  når det gælder klimaforandringerne. Der er ingen tvivl om, at byggeriet bidrager væsentligt til verdens CO2-udledninger, og det er vi nødt til at arbejde sammen om at gøre mere ved, end vi gør nu, siger han.

Læs også: Analyse: Øverste leders holdninger betyder noget for de unge

Det er vores eget ansvar at blive hørt og forstået

Lars-Peter Søbye ser derfor gerne, at virksomheder, politikere, embedsmænd og andre aktører bliver endnu bedre til at udvikle morgendagens samfund sammen.

- Danmark fungerer i mine øjne allerbedst, når vi formår at skabe løsningerne i samarbejde. Klimaforandringerne er et globalt problem, og ledere fra hele verden kigger sig omkring for at finde løsningerne. Det så vi senest ved C40 World Mayors Summit, hvor borgmestre fra hele verden kom til København og så eksempler på, hvordan virksomheder og byer arbejder sammen om at skabe løsninger, siger Lars-Peter Søbye.

Han fortsætter:

- Hvis vi som virksomhedsledere skal forvente at blive inviteret med til samtaler om, hvordan fremtiden skal formes, kan vi ikke læne os tilbage og vente på, at vi kan reagere på noget politikere eller embedsmænd finder på. Vi skal frem i bussen og vise vejen. Og det er vores eget ansvar, at vi får fortalt det på en måde, så vi både bliver hørt og forstået.

Læs også: Krüger: En bedre verden motiverer vores medarbejdere

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret indhold