24.10.19 DIB Nyheder

DI: Foruroligende lav tillid til europæisk økonomi

Nye tal: Trods lille fremgang i vigtigt nøgletal er tilliden til økonomien meget lav

Endnu et fingerpeg om nedturen for europæisk økonomi har ramt markederne. I dag kom et af de vigtigste økonomiske nøgletal, nemlig PMI (Purchasing Managers Index) som viser indkøbschefernes forventninger til den økonomiske udvikling. Eurozonens samlede PMI steg fra 50,1 i september til 50,2 i oktober. Et niveau under 50 markerer tilbagegang.

- Dagens gode nyhed er, at det samlede PMI går marginalt frem, men det sker desværre fra et meget lavt niveau. Tilliden til økonomien i eurozonen er foruroligende lav, og signalerer desværre, at væksten er gået i stå her i slutningen af 2019, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri (DI).

Der er en meget tæt sammenhæng mellem indkøbschefernes vurderinger og den samlede økonomiske aktivitet. Hvis virksomhederne holder igen med indkøbene, tyder det på manglende tiltro til fortsat økonomisk fremgang. Derfor er PMI en vigtig indikator for den økonomiske udvikling i den nærmeste fremtid.

- Det lover ikke godt, at indkøbschefernes forventninger ligger på et meget lavt niveau. Det er skidt nyt for danske eksportvirksomheder, da det svækker mulighederne for at hente ordrer i udlandet, siger Allan Sørensen.

Det tyske PMI ligger på indeks 48,6, hvilket signalerer tilbagegang her i slutningen af 2019. Værst ser det ud for den tyske industrisektor, hvor indekset ligger på 41,9.

- Særligt industrivirksomhederne ser sort på den aktuelle situation og forventer faldende produktion. Det gælder ikke mindst virksomhederne i Tyskland, siger Allan Sørensen.

- Tyskland er Danmarks største eksportmarked og den største økonomi i Europa. Det er afgørende for dansk eksport og væksten i Europa, at det snart begynder, at gå bedre for den tyske industrimotor, siger Allan Sørensen.

I Frankrig steg det samlede indeks fra 50,8 i september til 52,6 i oktober.

- Frankrig er lyspunktet i dagens nye tal. De franske virksomheders vurderinger steg i oktober, og signalerer at fransk økonomi fortsat er i fremgang, siger Allan Sørensen.

- Indkøbschefernes pessimistiske vurderinger vil også give panderynker hos den europæiske centralbank (ECB) som har møde senere i dag. Her vil ECB overveje om renten skal endnu længere ned, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold