EUs stats- og regeringsledere skal nu realitetsbehandle briternes ønske om udsættelse af Brexit. Og det kan formentlig godt nås før 31. oktober.

Colourbox
22.10.19 DIB Nyheder

DI: Flertal for Brexit-aftale - men exitdato uvis

Der tegner sig nu et Brexit flertal i det britiske parlament, men det bliver næppe den 31. oktober, at Storbritannien forlader EU, siger Dansk Industris Europapolitiske chef, Anders Ladefoged. Risikoen for hårdt Brexit er dog blevet mindre.

(Artikel opdateret tirsdag aften efter britisk afstemning)Briternes vej ud af EU udvikler sig bogstaveligt tal fra time til time i denne uge, og tirsdag aften stod det klart, at premierminister Boris Johnsons plan om en exit den 31. oktober ikke kommer til at holde.

Det vurderer Dansk Industris Europapolitiske chef, Anders Ladefoged efter et forløb, hvor Boris Johnson har forsøgt at få godkendt den ændrede Brexit-aftale han fik forhandlet på plads med EU's forhandlere i sidste uge.

-Det er positivt, at vi nu for første gang ser, at et flertal i det britiske parlament kan samle sig om en forståelse af, hvilket Brexit de ønsker, siger Anders Ladefoged og fortsætter:

- Men en udsættelse af Brexit er samtidig blevet mere aktuel. Spørgsmålet er blot, hvad udsættelsen skal bruges til. Skal briterne bare bruge lidt ekstra tid til at få de sidste formaliteter på plads eller skal der holdes et nyvalg?

Tirsdag aften stod det nemlig klart, at briterne ikke kan nå mål med deres interne godkendelsesprocesser i tide til at forlade EU med en aftale den 31. oktober.

Godt nok tegner der sig nu et Brexit flertal i parlamentet, men parlamentet har afvist at hastebehandle den nødvendige lovgivning. Derfor skal EU nu til at realitetsbehandle den britiske anmodning om at udsætte Brexit til et tidspunkt efter den 31. oktober.

Læs også: Brexit Toolkit - DI's værktøjskasse til din virksomhed

En udsættelse kræver enighed blandt EU’s stat- og regeringschefer. Beslutningen kan formentlig tages ret hurtigt og inden den 31. oktober. Anders Ladefoged, Underdirektør

Sidste øjebliks ændringer af aftale

I sidste uge og i sidste øjeblik blev den britiske regering og EU’s forhandlere enige om nogle ændringer i aftalen om Storbritanniens udtræden af EU. Det nye i udtrædelsesaftalen vedrører spørgsmålet om, hvordan man sikrer en åben grænse mellem Irland og Nordirlan efter Brexit og samtidig beskytter EU’s indre marked.

Løsningen indebærer dels, at Nordirland skal følge en række af EU’s indre markedsregler for varer, dels at varer skal toldkontrolleres på ”grænsen” mellem Nordirland og resten af Storbritannien.

Derudover er det også nyt, at man efter britisk ønske har ændret den politiske aftale om rammerne for det fremtidige handelsforhold, så det nu står klart, at parterne alene vil forhandle en almindelig frihandelsaftale.

Dermed har de på forhånd udelukket, at fremtidens handelsforhold kommer til at omfatte særlig adgang til EU’s indre marked for britiske virksomheder eller britisk medlemskab af EU’s toldunion.

Forsøgt godkendt to gange

Udtrædelsesaftalen skal godkendes af det britiske parlament. Den britiske regering har allerede forsøgt at få denne godkendelse to gange, lørdag den 19. oktober og mandag den 21. oktober men forgæves. I går, tirsdag den 22. oktober, afviste parlamentet at hastebehandle den følgelovgivning, som efter britiske regler, også skal være på plads for at Storbritannien kan træde ud af EU.

Formelt bedt om udsættelse

Den britiske regering har allerede formelt bedt EU om at udsætte Brexit-fristen fra den 31. oktober til den 31. januar 2020 og EU’s præsident Donald Tusk er gået i gang med at drøfte anmodningen med EU’s 27 stats- og regeringschefer.

Regeringen har også sat behandlingen af Brexit aftale og følgelovgivning på pause og afventer nu EU’s stillingtagen til anmodningen om udsættelse af Brexit.  

- En udsættelse kræver enighed blandt EU’s stat- og regeringschefer. Beslutningen kan formentlig tages ret hurtigt og inden den 31. oktober, vurderer Anders Ladefoged. 

Læs også: Nu skal I registrere jer for at handle med Storbritannien

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret